Skip to main content

Hjertelungeorm hos hund

Estimeret læsetid 3 minutter
Hjertelungeorm hos hund

Er din hund begyndt at hoste? Og mistænker du, at din hund har fået hjertelungeorm? Hjertelungeorm er en fællesbetegnelse for både den franske hjerteorm og rævens lungeorm, som kan smitte hunden. Hjertelungeorm er en meget alvorlig lidelse, og hunden kan risikere at dø, hvis ikke man opdager det i tide. Læs mere om symptomer, hvordan man undersøger, diagnosticerer og forebygger hjertelungeorm.

Mød en dyrlæge online

  • Inkluderet i mange sygeforsikringer
  • Få råd, behandling eller henvisning
  • Åben 7-24, alle dage året rundt

Hvad er hjertelungeorm?

Hjertelungeorm er en fællesbetegnelse for to typer af infektioner, som kan sætte sig i hundens hjerte- og lungekredsløb. Fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum) kan forårsage alvorlig sygdom, som i værste fald kan være dødelig. Rævens lungeorm (Crenosoma vulpis) forårsager sjældent alvorlig sygdom, og symptomerne er ofte mildere end ved fransk hjerteorm. Begge orme smitter via inficerede snegle i naturen, som hunden kan komme til at spise. Eksempelvis hvis hunden spiser græs eller andres hundes afføring. Det vil sige, at hunde ikke kan smitte direkte fra hund til hund, men ormene bruger sneglen som mellemvært. Når hunden er smittet, vil den selv udskille larvestadier af ormene i sin afføring. Via en ny snegl, der har spist af hundens afføring, kan andre hunde blive smittet.

Læs mere: Ormekur hos hund - spørgsmål og svar

Symptomer

Symptomerne kan variere i større eller mindre grad, og nogle hunde viser ingen symptomer eller måske kun periodevis. Men de mest almindelige symptomer på infektion med hjertelungeorm er:

  • Hoste
  • Træthed
  • Åndenød (dårlig kondi eller bliver hurtigt forpustet)

Andre symptomer kan være:

  • Vægttab
  • Nedsat appetit
  • Diarré
  • Opkast

I meget alvorlige tilfælde, vil der være forstyrrelser i nervesystemet og blødningsforstyrrelser. Dette vil f.eks. give sig til udtryk ved:

  • Ændret adfærd
  • Bevægelsesforstyrrelser
  • Overdreven blødning fra sår
  • Røde pletter på slimhinder (for eksempel tandkød eller øjenslimhinden)
  • Blege slimhinder

Læs også: Hoste hos hunde

Hvis din hund har enkelte eller flere af ovenstående symptomer, er det vigtigt, at du kontakter en dyrlæge. I kan altid kontakte dyrlægerne hos FirstVet og få hjælp til, hvad I skal gøre. Selvom din hund ingen symptomer har, kan den stadig være smittet. Det kan derfor være en god idé at få din hund testet 1-2 gange årligt. Risikoen for smitte findes over hele landet, men er størst i Københavnsområdet og Nordsjælland.

Diagnostik

Dyrlæger kan let og enkelt teste hunden for hjerte- og lungeorm med en såkaldt “Baermann-test”. Til dette opsamles tre afføringsprøver fra tre på hinanden følgende dage, som skal afleveres til din dyrlæge. Benyt almindelige hundeposer til opsamlingen. Tag kun toppen af hundelorten, for at undgå jord og blade, når du samler op. Afføringsprøverne opbevares et køligt sted, dog ikke i frostgrader, indtil de afleveres hos dyrlægen. Mange dyrlæge tager ikke imod prøver om fredagen, da prøven skal stå ét døgn i en særlig væske inden aflæsning. Man kan også teste for fransk hjerteorm (ikke lungeorm) med en såkaldt snaptest. Her skal der udtages en lille blodprøve fra hundens forben, og man har svaret allerede samme dag. Begge prøver har en høj sikkerhed for korrekt svar. Hvis din hund får konstateret hjerteorm, vil dyrlægen også ofte anbefale en røntgenundersøgelse af din hunds lunger, for at vurdere graden af skade.

Behandling

Både hjerte- og lungeorm behandles med en passende ormekur. Der findes forskellige præparater og det vil være op til din egen dyrlæge, hvilket der vælges. Mange vælger en tabletkur som gives med en uges mellemrum i 4 uger. Efter endt behandling, vil man igen teste for tilstedeværelse af ormene, for at sikre, at behandlingen har været effektiv. Er hunden kraftig inficeret med hjerteorm, vælger man ofte at supplere behandlingen med binyrebarkhormon, da det mindsker risikoen for uønskede reaktioner, når store mængde af orm dør og udskilles fra hundens krop. Ydermere anbefaler man at hunden holdes i ro i 4-6 uger, afhængig af sværhedsgraden, for at lungerne kan restituere og dermed mindske risikoen for permanente skader.

Forebyggelse

  • Få testet din hund regelmæssigt 1-2 gange årligt. Dette er særlig vigtigt hvis man bor på Sjælland og din hund er under 2 år.
  • Forsøg at undgå at din hund spiser græs og efterladenskaber, særligt i områder hvor mange hunde samles. For eksempel i parker og hundeskove.
  • Regelmæssig medicinsk behandling kan også være en mulighed - dette kan du rådføre dig med din dyrlæge om.

Læs mere: Hjælp, min hund spiser græs og kaster op. Er det normalt?

Er du bekymret for dit kæledyr? Kontakt altid en dyrlæge!

Hos FirstVet kan du altid få hjælp til en indledende vurdering af dit dyr. Få råd, behandling eller henvisning fra en erfaren dyrlæge via videokonsultation her!