Hvalpe - fra dyrlægens perspektiv

Hvalpe - fra dyrlægens perspektiv

I denne artikel besvarer vi nogle af de mest almindelige spørgsmål og tanker, som nye hvalpeejere ofte har.

Indledning

Måske har du lige fået en lille hvalp? Eller får du en snart? Måske er du bare nysgerrig efter noget, du har hørt eller oplevet med hvalpe? Denne artikel adresserer almindelige spørgsmål og bekymringer, der har at gøre med hvalpe. Forhåbentlig finder du noget, der interesserer dig!

Læs mere om:

  1. Vaccinering
  2. Mælketænder
  3. Ormekure
  4. Fodring
  5. Motionering
  6. Socialisering
  7. Træning
  8. Tæver og løbetid

1. Har man virkelig brug for at vaccinere hvalpen?

Ja, det kan man undre sig over. I Danmark er det i dag meget sjældent at der sker udbrud af nogle af de meget alvorlige sygdomme som man vaccinerer mod (hvalpesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse, forkortes ofte DHP hvis man kigger på vaccinationsetiketten). Hvorfor skal man så vaccinere, især da vacciner risikerer bivirkninger, som alle andre lægemidler?

Man beskytter ikke bare sin egen hund

Årsagen til at dyrlæger stadig anbefaler at man som minimum vaccinerer hvalpe mod hvalpesyge, parvovirus og infektiøs leverbetændelse, er at fortsætte med at minimere risikoen for udbrud af disse meget alvorlige sygdomme. Så længe de fleste hunde er vaccinerede, er risikoen for et udbrud meget lille, fordi sygdommene vanskeligere får fat og kan smitte, hvis de fleste hunde er vaccinerede. Hvis du holder op med at vaccinere, øges risikoen for et udbrud, og de pågældende sygdomme er ofte dødelige, især for hvalpe, men selv voksne hunde kan blive påvirkede. Når man opvejer risikoen for at vaccinere en hvalp, mod risikoen for et udbrud, anser man at der er mindre risiko ved at vaccinere hvalpene end at undlade at vaccinere dem.

Anbefalinger vedrørende kennelhoste

Men hvad så med kennelhoste? Behøver man virkelig vaccinere mod det? Kennelhoste er sjældent en dødelig sygdom, men den kan bane vej for andre infektioner, og være hårdt for både hunden og en selv. Kennelhoste kan sammenlignes med f.eks. influenza eller kighoste; kennelhoste er meget smitsomt og ofte hoster hunden så meget, at den kaster slim op. Vaccinering mod kennelhoste er desværre ingen 100 % garanti mod at hunden aldrig får sygdommen, men vaccinerede hunde rammes ofte af en meget mildere variant, hvis de da ikke helt undslipper sygdommen. Vaccination mod kennelhoste (forkortes Pi på vaccinationsetiketten) anbefales især hvis hvalpen skal møde mange andre hunde (f.eks. hvalpetræning, udstilling, hundebørnehave eller hvis hvalpen bor i et område med mange andre hunde), ellers kan man vælge at fravælge vaccinen.

2. Hvornår taber hvalpen sine mælketænder?

Hvalpen begynder sit tandskifte når den er omkring 3 måneder gammel, og er normalt færdig når den er 6 måneder gammel. Dette varierer dog fra race til race og fra individ til individ. Er man usikker, kan man altid kontakte en dyrlæge eller veterinærsygeplejerske for rådgivning.

Blivende mælketænder

Hvis man ser den blivende tand vokse ud, selvom der stadig sidder en mælketand, er dette for det meste ikke normalt. Mælketænder som sidder tilbage, selvom den blivende tand er vokset ud, skal oftest trækkes ud. En blivende mælketand risikerer at hvalpen får problemer med sit bid. Der findes også en risiko for at mælketanden forstyrrer de blivende tænders normale udvoksen, at hunden kan komme til at bide sig selv i gummen/tandkødet, hvilket gør ondt og kan føre til infektioner.

Hav for vane at kigge hvalpen i munden dagligt. Giv en lille belønning efter du har kigget, og kig kun et kort øjeblik i starten. Forøg varigheden af undersøgelsen lidt efter lidt, efter du kan mærke at hvalpen ikke har så meget imod det længere.

Mælketænder og skader

Hvis det skulle ske, at hvalpen beskadiger en mælketand, skal den højst sandsynligt trækkes ud. Dette fordi en skadet mælketand kan blive en indgangsport for bakterier. Bakterierne kravler ind i pulpaen (området med nerver og blodkar i tanden) og kan nå op til tandroden og i værste fald skade den blivende tand, der sidder og venter. Hvis din hund har fået en skade på sin mælketand, skal du booke en tid hos din dyrlæge.

Tandbørstning

For at forhindre at en hvalp får parodontitis (tandkødsbetændelse) som voksen, er det vigtigt at hvalpen tidligt lærer at få børstet tænderne. En måde kan være at tænke på tandbørstning som et trick den skal lære. Dvs. begynd meget let, f.eks. ved at “dutte” med en blød babytandbørste eller med fingrene på en tand - beløn straks efter med dens favoritgodbid. Når hvalpen synes det er let, kan du øge sværhedsgraden og “dutte” på flere tænder og begynde forsigtigt med at børste tænderne. Da tandbørstning er noget, som man behøver at gøre hver dag i hele hundens liv, kan det betale sig at være tålmodig med indlæringen, så det til sidst er en leg at børste tænderne. Går det godt med tandbørstningen, er der større chance for at man faktisk fortsætter med det.

3. Hvornår skal hvalpen have ormekur?

Spolormen er den tarmparasit, man er nødt til at behandle for. Spolorm kan overføres fra tæven til hvalpen under drægtigheden og diegivningen, og hvalpen kan også blive smittet under sin første levetid, såfremt der findes spolorm i omgivelserne.

Anbefalinger

Hvis man mistænker at hvalpen er blevet smittet med spolorm (f.eks. hvis den er opvokset i et miljø hvor der er mange andre hunde), så anbefaler man at opdrætteren giver hvalpene ormekur flere gange inden de flytter til sit nye hjem. Når hvalpen er i sit nye hjem, plejer man ikke at skulle give ormekur hvis den ikke viser symptomer på at have orm. Hvis hvalpen bor sammen med flere andre hunde (f.eks. i kennel eller hvis det er en slædehund), kan man give ormekur flere gange som hvalp eller unghund, men i så fald anbefaler man at udforme en plan for ormekurene med sin dyrlæge. Hvis man er usikker på om en hvalp behøver en ormekur eller ej, kan man indsende en afføringsprøve til sin dyrlæge som undersøger den for orm.

4. Hvad skal hvalpen have at spise?

Der findes mange forskellige meninger om hvad der er hhv. godt og dårligt for hunden at spise. Nogle siger at det ikke er godt med tørfoder, og andre siger at råt kød kan være farligt for hunden. Desværre findes der ikke tilstrækkeligt med viden om, hvad der er det optimale foder for hunden endnu, på trods af intensiv forskning. Fordi der ikke er nogen enstemmig information på området, afhænger det meget af hvem man spørger. Dyrlæger har også forskellige holdninger. Derfor pointerer vi, at den anbefaling som vi giver længere nede i artiklen, er baseret på forfatterens erfaringer - der er således ikke noget endeligt svar endnu.

Hvalpe af store racer

Når det gælder hvalpe af en stor race (mere end ca. 20-25 kg som voksenvægt), anbefaler vi kraftigt at man giver hvalpefoder (tørt eller vådt) fra en af de større foderproducenter (personligt så plejer jeg at anbefale nogle af de mærker som også laver diætfoder, da jeg ved, at deres foder er blevet påvist at fungere for de store hvalpe, og det bibeholder høj og ensartet kvalitet). Det vides, at hvalpe af de større racer er mere følsomme over for vækstproblemer, og derfor denne anbefaling.

Ernæring

Hvis man ikke vil give foder fra nogle af de større foderfirmaer, så bør man være meget velinformeret omkring hundens næringsbehov, og hvilke mængder der anbefales af f.eks. kalcium og fosfor osv. Man skal f.eks. vide, at hos hvalpe fra de store racer skal ratioen/forholdet for kalcium og fosfor ligge på 1:2 til 1:3, for ikke at risikere at hvalpen får problemer med led og knogler som følge af foderet. Det er meget vigtigt at holde hvalpene slanke under opvæksten, da man kan øge risikoen for led- og knogleproblemer ved overvægt. Det er faktisk sådan, at man anbefaler hvalpen at være en smule mager i forhold til normalt, for at mindske risikoen for tilvækstproblemer.

Når hunden er blevet ca. 10-12 måneder gammel, behøver man ikke være så striks med fodervalget (da vil hunden klare det selv, ved f.eks. at passere det overskydende kalcium ud med afføringen), og der kan man give andet foder end det fra foderfirmaerne, hvis man ønsker det.

Hvis hvalpen får et fuldfoder, må man ikke give yderligere tilskud med kalcium, da det risikerer at give problemer med leddene og knoglerne!

Korn

Hvad angår korn i hundefoderet, så findes der på nuværende tidspunkt intet belæg for at det skulle forårsage sygdom eller allergi hos hunde. Men man kan selv vælge et kornfrit foder, hvis man ønsker.

Råt kød, BARF og hjemmelavet mad

Når det gælder råt kød, BARF eller hjemmelavet mad, så er det meget vigtigt at have styr på indholdet og at afstemme med det aktuelle næringsbehov for hunden. Hvis man giver råt kød eller BARF til sin hvalp, bør man være opmærksom på at råt kød kan indeholde bakterier som kan gøre os mennesker syge (og endda sommetider hunden selv). Har man småbørn, skal man undlade børnene at komme til hundens mad. Hvis hunden på noget tidspunkt skal have antibiotika, kan det være klogt ikke at give råt foder i denne periode. Dette eftersom man ved, at visse typer af råt kød kan indeholde resistente bakterier, og man ved på nuværende tidspunkt ikke om de skulle formere sig, når hundens normale bakterieflora bliver nedsat af antibiotikabehandlingen. Personligt fraråder jeg at give rå kylling hvis dette ikke kommer fra Norden (kyllingekød som ikke kommer fra Norden indeholder større risiko for Salmonellabakterier, som både en selv og hunden kan blive alvorligt syge af).

Som sagt findes der meget lidt sikker information om hvad hunden egentligt har bedst af at spise, og det varierer fra individ til individ. Forhåbentlig kommer der mere information om emnet inden for de næste par år.

5. Hvalpe og motion

Det er ofte svært at finde gode anbefalinger på hvad der angår hvalpe, gåture og motionering. Anbefalingerne har også været forskellige i tidens løb. På nuværende tidspunkt (i 2017) anbefaler de fleste dyrlæger, som arbejder med ortopædi (knogler og led), at man skal stole på at hvalpen selv ved, hvad den kan.

Passende leg er bedst

Her er anbefalingen at hvalpe på samme alder (og omkring samme størrelse) i princippet kan lege frit med hinanden. De tager selv de små pauser de har brug for, når de ikke orker mere. Dette er under forudsætningen at hvalpene har lignende legebehov. Hvis den ene hvalp er mere legesyg end den anden, kan legen blive for voldsom. Det er vigtigt at man holder øje med legen, og hjælper hvalpene med at afbryde (uden at straffe) legen, hvis man oplever at den ene hvalp ikke vil lege med længere, eller hvis nogle af hvalpene bliver for voldsomme eller påtrængende.

Gåture, underlag og belastning

Når det gælder gåture og fysisk aktivitet, så findes der ingen præcis anbefaling. Tommelfingerreglen er at man ikke skal udsætte hvalpen for “forceret fysisk motion”, før de er udvoksede. Et eksempel på forceret fysisk motion (som altså skal undgås) kan være at tage hunden med på joggingtur/cykeltur eller hurtige gåture, hvor hunden ikke selv kan vælge sit tempo, eller at lege så meget med hvalpen at den bliver helt kørt op, således den glemmer hvad den egentlig selv orker. Forceret motion kan også være, at hvalpen løber frem og tilbage langs hegnet til haven og gøer af forbipasserende. Undgå lange stræk på hårdt underlag. Her vil græs og grusstier være bedre for hvalpen. Hvalpe må gerne gå på trapper, men bør gøre dette i et kontrolleret tempo (ikke fare op eller ned). Hvalpen/den unge hund bør ikke udsættes for ekstra belasting (bære på noget, f.eks. rygtasker, vægtmanchetter osv.) før den er færdigt udvokset og før vækstzonerne er lukkede. Vækstzonerne lukker når de er ca. 12 måneder gamle hos de fleste hunde (dette varierer dog fra race til race, hos større hunde kan det tage helt op til ca. 15-månedersalderen). Undgå at tage hvalpen/den unge hund med på ture, der er flere kilometer lange i hurtigt tempo. Derimod er det helt fint at tage den med ud på skovtur og lade den slentre rundt, eller tage den med i byen så de kan vænne sig til miljøet.

Lufteture frem for motionering

Opsummeret kan man sige, at man bør undgå decideret motion for hvalpe. Gå hellere mange korte lufteture med hvalpen, gerne i forskellige miljøer, så hvalpen kan lære at omgivelserne kan være helt forskellige. Man kan kaste med pind eller bold enkelte gange, men hvis hvalpen virker boldfikseret, er det bedst at minimere boldkasteriet. Varier gerne boldlegen mellem at kaste bolden/pinden og at lade hvalpen finde bolden/pinden selv. På denne måde bliver hvalpen mindre opfarende, og de er en sjov aktivitet for den. For at mindske risikoen for problemer med led og knogler, er det også meget vigtigt at hvalpen forholder sig slank imens den vokser (husk at guiden på foderposerne skal kun anses som vejledende - man skal kigge og mærke på sin hvalp for at vurdere om den er under- eller overvægtig, og derefter tilpasse fodermængden). Når hvalpen er færdigvokset og vækstzonerne i knoglerne er lukkede (følg retningslinjer for racen), kan man begynde at motionere hvalpen mere aktivt. Dog skal man huske at begynde gradvist, præcis som man selv ville opbygge konditionen og styrken.

6. Hvornår må hvalpen møde andre hunde?

Før i tiden anbefalede man at man skulle vente ca. 2 uger efter anden basisvaccine (fås normalt når de er 12 uger gamle), inden hvalpen måtte møde andre hunde. Nu ved man mere om hvalpens sociale behov, og man ved, at det er meget vigtigt for hvalpen at have fået kontakt med forskellige (venlige) hunde og være i forskellige miljøer, inden de er fyldt 16 uger. Hvalpe som ikke har været ude “at se verden”, og lært hvad der er normalt inden de er fyldt 16 uger, har nemlig større risiko for at udvikle forskellige typer af adfærdsproblemer.

Efter første basisvaccination

Nu anbefaler man i stedet for, at hvalpen skal have fået sin første basisvaccine (den gives normalt ved 8-ugersalderen) inden man begynder til f.eks. hvalpetræf eller møder andre hunde end dem, der ellers er i hjemmet. Det anbefales at hvalpen får mulighed for at møde flere forskellige voksne, venlige hunde, samt gerne hvalpe i samme alder.

Socialisering er vigtigt, men med de rigtige hunde!

Man bør altid holde øje med hvalpe der leger, for at de ikke bliver overfuset af hinanden, og således at hvalpene ikke får mulighed for at opføre sig påtrængende eller upassende overfor hinanden. Det bedste vil være, hvis man kan finde nogen i sin omgangskreds, eller til hvalpetræning, som har hvalpe i samme alder eller en rolig voksen hund. Man bør ikke slippe hvalpene løs i de offentlige hundeparker, dels pga. at der er større smitterisiko, men også fordi man ikke kender de andre hunde i hundeparken, i tilfælde af at hvalpene skulle få en ubehagelig oplevelse med en anden hund som ikke er “social intelligent”.

Miljøtræning – mindst lige så vigtigt

Det er også godt, hvis hvalpen får mulighed for at følge med til forskellige ærinder når den stadig er lille, f.eks. at prøve at køre med bus, sidde ved en bænk på gågaden og kigge på forbipasserende etc. Dette kaldes miljøtræning, og man ved, at hvalpe som har fået grundig miljøtræning (under kontrollerede og trygge forhold), har større chance for at blive rolige og trygge som voksne, uanset hvor de befinder sig.

7. Hvornår kan jeg begynde at træne med hvalpen?

Før i tiden mente man, at man ikke skulle begynde at træne med hvalpen, før den var blevet lidt ældre. Denne anbefaling kom sandsynligvis fra dengang man brugte hundetræning, der hovedsageligt var baseret på tvang og afstrafning, og en lille hvalp kunne blive "knækket" af den voldsomme træning. I dag fraråder man at benytte sig af ubehag under træningen, og dette betyder, at man kan begynde at træne hunden meget tidligere. Nu vil man belønne de ting, som hunden gør godt, og man vil forsøge at forhindre hvalpen i at gøre de ting, den ikke må. Det er en god idé at gå til hvalpetræning med hunden, og lav gerne grundigt research om kurset, og tag imod andres anbefalinger, for at forsikre sig om at træneren bruger moderne og videnskabeligt baserede metoder, og undgår metoder som baserer sig på afstrafning (f.eks. træk i snoren, truende adfærd eller at råbe ad hunden).

Hvalpen lærer nye ting hele tiden - vær med på rejsen

Det betyder, at du kan begynde at træne hvalpen lige så snart du har fået den hjem. Det er godt hvis hvalpen allerede fra starten af, lærer hvad der forventes af den hjemme. Det er også en god idé at tænke over, hvordan man ønsker at hvalpen skal opføre sig når den bliver større (så at alle i familien synes og gør det samme), og at begynde at træne den til det med det samme. Det er faktisk sådan, at hvalpen lærer hele tiden, så man kan faktisk betragte al den tid man spenderer med hvalpen, som træningstid. Og her gælder det om at vide, hvad man vil have at hvalpen skal lære.

Byt negativer til bekræftelser

Et trick er at overveje hvad man ØNSKER hvalpen skal gøre, i stedet for hvad den IKKE MÅ (f.eks. det er meget lettere for hvalpen og en selv at forstå, at den skal have alle fire poter i jorden, før du kan sætte dig ned og klappe den, sammenlignet med den "skal ikke hoppe"). Beløn hvalpen for hvad du fortsat vil have den skal gøre, og undgå at sætte hvalpen i en situation hvor den bliver fristet til at gøre ting, du ikke vil have den skal gøre (f.eks. hav ikke ting stående fremme, som du ikke ønsker at hvalpen skal tygge i, men sørg i stedet for at finde legetøj frem, som den kan lege og tygge på. Hvis du bruger træning der indebærer at belønne hvalpen for det, du vil have, skal du også hurtigt begynde at træne den til f.eks. at sidde eller ligge på kommando.

Opdag og forstærk positiv adfærd med belønning

Husk at have meget kortvarige træningspas i starten; det rækker ofte med et par minutter i starten, hvis man f.eks. vil lære hvalpen at sidde eller ligge. Sørg også for at “opdage” den ønskede adfærd, for eksempel at medbringe godbidder og/eller legetøj på farten, og hvis hvalpen spontant ser på dig på gåturen, skal du benytte lejligheden til at rose og give en godbid/lege lidt med hvalpen (så øges chancen for hvalpen vil søge kontakt til dig igen på gåturen).

8. Hvornår kommer tæven i sin første løbetid?

Det kan variere fra individ til individ og race til race, og forskellige "slægter" inden for samme race ser ud til at være i stand til at begynde løbetiden i forskellige aldre. Ofte vil små racer begynde før de store, men det vil stadig variere. Som tommelfingerregel plejer man at sige, at tæven kommer i løbetid første gang når de er 7-14 måneder gamle. Den første løbetid kan være kortere end de andre, og i den første løbetid kan tæven også begynde at bløde og derefter hurtigt afslutte og derefter komme i gang og bløde hurtigt igen. Den første løbetid kan også være et såkaldt “stumt løb” - det indebærer at det kan være svært at se om tæven bløder, da hun ganske enkelt ikke kan have noget blodigt flåd f.eks.

Tæven kan blive påvirket i sit humør lige før, under og efter løbetiden. Hun kan virke flad, trist eller deprimeret, og ikke have lyst til leg som normalt. Tæven kan også få mindre appetit. Hvis hun overhovedet ikke spiser i mere end én dag, får vedvarende eller ildelugtende flåd fra vulva eller er meget nedstemt, er det bedst at kontakte dyrlægen, da det kan være noget som det ikke bør være.

Efter løbetiden kan tæven blive falsk drægtig (pseudodrægtig), hvilket kan give hende mælk i brystkirtlerne, bære rundt på legetøj eller genstande (opfører sig som det var en hvalp hun bærer rundt på), ikke vil gå tur som normalt m.m. En del tæver kan også blive mere på vagt og nervøse og kan opføre sig aggressivt, hvis man f.eks. forsøger at tage “den falske hvalp” fra hende. Ofte falder hun lidt ned hvis man fjerner de ting, hun har som "falske hvalpe", begynder at motionere og aktivere hende lidt. Hvis denne adfærd ikke forsvinder, er det en god idé at konsultere en dyrlæge med henblik på undersøgelse. Tæven kan have brug for hjælp med medicin for at komme ud af pseudodrægtigheden (hvis tæven har store tilbagevendende problemer med pseudodrægtighed, kan det være godt at overveje, om hun bør steriliseres).

Der sker mange ting for en tæve under hendes første løbetid, hvilket kan påvirke hendes normaladfærd. Hvis man oplever at tæven bliver meget forandret i sin adfærd (så meget, at det bliver et problem for både dig og hunden), kan man med fordel søge hjælp hos en adfærdsterapeut/etolog eller dyrlæge, der er specialuddannet inden for hundeadfærd.



Oversat af Christine Scott, dyrlæge, september 2019

Flere artikler om