Slidgigt hos hunde

Indledning

Slidgigt er en ledsygdom og en meget almindelig årsag til ledsmerter, halthed og stivhed hos hunde. På fagsprog kaldes sygdommen osteoartrose (OA). Slidgigt rammer normalt midaldrende til ældre hunde, men yngre hunde kan også få slidgigt, hvis de har et underliggende ledproblem (for eksempel albueledsdysplasi, hoftedysplasi eller en tidligere ledskade). Store og mellemstore hunde er mest udsatte, men selv små hunde kan få slidgigt. En hund kan få slidgigt i alle led hvor der findes brusk, men de led der oftest rammes, er albueleddet, hofteleddet, knæleddene, tåleddene og haseleddene. I denne artikel kan du læse mere om, hvordan og hvorfor slidgigt opstår, hvad der gøres hos dyrlægen, og hvordan man kan hjælpe en hund med slidgigt.

1. Tegn på slidgigt
2. Hvordan fungerer et raskt led?
3. Hvorfor får hunden slidgigt?
4. Hvad sker der i et led med slidgigt?
5. Hvornår skal man opsøge en dyrlæge?
6. Hvordan stilles diagnosen?
7. Hvordan behandles slidgigt?
8. Hvordan kan slidgigt forebygges?

1. Tegn på slidgigt

Det første tegn på slidgigt er smerte, som normalt opdages ved at hunden halter, når den bruger det berørte led. En hund fortæller sjældent når den har smerter, for eksempel ved at pive/klynke. Den kan heller ikke fortælle, hvor det har smerter. I stedet er det hundens adfærd og/eller bevægelser, der afslører hvad der er galt. Når et led gør ondt at bruge, forsøger hunden at aflaste leddet = hunden bliver halt. Det kan også ske at hunden ikke halter, men i stedet sakker bagud på en gåtur eller synes uvillig til at udføre bestemte bevægelser eller arbejdsopgaver, såsom at springe eller træne/gå på jagt. Nogle gange kan man se, at hunden tøver inden den går op eller ned af trapper/ramper, afhængigt af om den har smerter foran eller bagved. Når hunden har fået så ondt, at det kan fornemmes i dens bevægelser og adfærd, kan slidgigt måske allerede have været der i lang tid.

Slidgigt fører også til stivhed. Hunden bliver stivere i sine led på grund af selve smerten, da det gør ondt at bruge leddet i dets ydre positioner. Hunden forsøger derefter at bruge leddet mindre, ved at tage kortere skridt med det ømme ben. Stivhed kommer også, da hundens bevægebaner/-mønster mekanisk reduceres, når slidgigten udvikler sig: ledkapslen bliver tykkere og stivere, og knogleaflejringer begynder at dannes omkring leddet (læs mere om dette nedenfor).

I begyndelsen af ​​sygdomsforløbet er hunden ofte bare lidt stiv/halt lige efter at have ligget og hvilet eller efter anstrengende motionering. Typisk ved tidlig slidgigt "varmes hunden op" efter et stykke tid med aktivitet, og den holder op med at halte. Når sygdommen udvikler sig, begynder hunden at halte oftere, måske endda på gåture. Haltheden bliver ofte værre efter intens træning. Graden af ​​halthed/stivhed kan variere med årstiderne, men ikke altid. Hvis sygdommen har været der længe, er hunden halt hele tiden og gør ondt, selv når den hviler. Dette kan opdages ved at hunden synes ængstelig, har svært ved at komme falde til ro, skifter ofte stilling eller går rundt om natten. Ledsmerter fører ofte også til ændringer i musklerne samt til overbelastning af ryg og andre led, fordi kroppen er skæv, når hunden forsøger at kompensere for smerten. Nogle gange kan muskelsmerter være værre end selve ledsmerterne.

Hunde med ledsmerter viser ofte ændret adfærd. Det er almindeligt at de bliver mere tilbageholdende med at lege eller gøre ting, som de plejede at gøre (såsom at løbe hen til døren, når nogen ringer på). Nogle bliver irritable eller virker ligeglade/trætte, andre kan i stedet blive mere kontaktsøgende. Nogle gange viser hunde tegn på smerte, når man berører/undersøger det pågældende led, men ikke altid. Nogle hunde begynder at slikke/gnave unormalt meget på de berørte led, såsom albuer eller poter.

Nogle gange kan det være svært at opdage, at hunden har smerter, især i begyndelsen af ​​sygdomsforløbet, da symptomerne kommer snigende. En typisk misforståelse er, at en hund der halter eller bevæger sig anderledes, er bare “blevet stiv med alderen”, men en hund der halter, er ikke kun stiv i sine led, den har smerter og har brug for behandling.

Der skal lægges særlig vægt på halthed hos voksende hunde. Der findes ikke "vokseværk" hos hunde: Det er ikke normalt, at en hund har smerter når den vokser, uanset hvor stor og tung hunden er. En ung hund der har en mild halthed, skal altid undersøges af en dyrlæge, hvis haltheden ikke er gået i sig selv i løbet af 7-10 dage. Hvis haltheden er markant, bør man se en dyrlæge inden for et par dage, uanset om hunden er ung eller gammel.

De led der oftest får slidgigt er albueled, hofteled, knæled, tåled og haseled. Skulderled og håndrodsled (”forknæet”) kan også blive påvirket.

Sammenfattende, kan en hund med slidgigt vise et eller flere symptomer:

• Ledsmerter, halthed og/eller stivhed
• Hunden halter bagefter på gåtur eller er uvillig/ude af stand til at udføre bestemte aktiviteter, såsom at hoppe eller klatre op af trapper
• Hundens adfærd kan ændre sig (f.eks. angst, irritabilitet, kontaktsøgning, træthed, nedsat appetit)
• Hunden slikker/gnaver på berørte kropsdele, såsom albuer eller poter
• Nogle gange viser hunden tegn på smerte, når man undersøger det berørte led, men ikke altid
• Nogle gange kan et berørt led føles hævet/væskefyldt

2. Hvordan fungerer et raskt led?

Et bevægeligt led sidder mellem to eller flere skeletdele, og fungerer som et hængsel, der gør det muligt for skeletdelene at bevæge sig i forhold til hinanden ved hjælp af musklerne. For at knoglerne skal kunne glide mod hinanden, skal der være overflader, der kan modstå dette slid, så knoglerne ikke ridser mod en anden knogle. Overfladerne i knogleenderne er derfor dækket af elastisk ledbrusk, hvilket betyder, at overfladerne let glider mod hinanden og fungerer som støddæmpere. Brusk består af tynde bruskceller, der er indlejret mellem forskellige typer fibre. Sammen danner fibrene et trådlignende netværk, der tiltrækker væske ligesom en svamp. I et sundt led er brusken tyk, stærk, glat og elastisk. Brusk indeholder ikke blodkar og modtager derfor al sin næring fra ledvæsken. Når der kommer et tryk på brusken fra knoglerne, tvinges der væske ud af brusken og det blandes med ledvæsken. Når trykbelastningen letter, suges væske ind i brusken igen og modtager nye næringsstoffer (inklusive sukker, ilt og aminosyrer) med sig. Ledvæsken er normalt sej og smørende, så ledbrusken let glider mod hinanden ved bevægelse. Hele leddet er omsluttet af ledkapslen, et hylster der fastgøres til knoglerne, som er en del af leddet og omkranser denne. Den indvendige del af ledkapslen er dækket af ledhinden, som danner ledvæsken. I og omkring leddet er der også ledbånd, som består af et trådlignende bindevæv, der forbinder knogler med hinanden, styrker ledkapslen og understøtter leddet. Muskler og sener sidder omkring leddet.

3. Hvorfor får hunden slidgigt?

Det siges at slidgigt kan opstå enten i normale led, der belastes på en unormal måde, eller i led der er unormale fra starten, og derfor ikke kan klare en normal belastning.

Når slidgigt opstår i et led der har været helt normalt fra starten, kaldes det primær slidgigt. Denne type slidgigt kan forekomme i et led, selvom der ikke har været noget underliggende ledproblem, der kunne have været grundlaget for sygdommen. Hundens led kan i stedet have været udsat for unormale belastninger, såsom at være overvægtig eller har arbejdet hårdt i lang tid. Oftest påvirker denne type slidgigt ældre hunde, og sygdommen begynder normalt med en gradvis forringelse af ledbrusken, hvilket i det lange løb fører til store ændringer i leddet. Denne type slidgigt påvirker ofte flere forskellige led på samme tid, og er mest almindelig i vægtbærende led som albueleddet, hofteleddet, knæleddene og haseleddene.

Slidgigt kan også forekomme som et resultat af, at et led er unormalt før sygdommen optræder. Der er derved et problem i leddet, der gør det ustabilt og ikke rigtig i stand til at håndtere normal belastning. Denne type slidgigt kaldes sekundær slidgigt. Den mest almindelige årsag til sekundær slidgigt er, at leddet er ustabilt på grund af medfødte problemer eller vækstlidelser, såsom albuedysplasi (AD) eller hoftedysplasi (HD). Når der er et problem i et led, der gør det ustabilt, passer ledfladerne ikke rigtig sammen, men løsnes konstant lidt mod hinanden. Belastningen på ledbrusken og ledkapslen bliver derefter unormal. Brusken kan gradvist slides over lang tid, men skader kan også opstå pludseligt, for eksempel under vild leg, hvor hunden laver skarpe vendinger eller opbremsninger. Hunden kan også være født med helt normale led, men ledskader der påvirkede leddet (såsom korsbåndsskader, ledinfektioner, større forstuvninger), har beskadiget ledkapslen, slidt ledbrusken ned eller gamle knoglebrud kan også give sekundær slidgigt.

Den største risikofaktor for at udvikle slidgigt er overvægt, uanset om hunden fra starten havde perfekte eller ustabile led. Hvis en hund konstant bærer rundt på ekstra vægt, fører det til en øget belastning på leddene, og i det lange løb vil de blive skadede. Hvis hunden også har ujævn/nedsat muskelfylde på grund af nedsat fysisk aktivitet, er støtten omkring leddene blevet mindre, og slidgigt kan udvikle sig lettere. Det er derfor vigtigt at holde hunden i normal og god fysisk form.

Læs mere: Overvægt hos hunde

4. Hvad sker der i et led med slidgigt?

Slidgigt begynder med en skade i ledbrusken, som kroppen forsøger at hele. Når ledbrusk udsættes for en unormal belastning på grund af skade, overvægt eller instabilitet, reagerer kroppen ved at starte en betændelsestilstand. Betændelse er kroppens egen måde at forsøge at reparere en skade på, men det fører også til en ond cirkel, hvor både sammensætningen af ​​både brusk og ledvæske ændres. Ledvæsken bliver tyndere og mere sur og begynder at slide på ledbrusken, smører leddet mere ineffektivt og giver ikke brusken så meget næring som før.

I et sundt led foregår der konstant en proces, hvor bruskcellerne opbygges og vedligeholder brusken for at balancere den normale brusknedbrydning. I en betændt ledforstyrrelse forstyrres denne balance, og når betændelsen har stået på i noget tid, begynder ledbrusken at nedbrydes hurtigere, end det kan repareres. Ledbrusken, som normalt skal være tyk, hvid, glat og skinnende, bliver tynd, kedelig og kantet og har dårligere stødabsorberende egenskaber. Da brusken bliver skør og mindre stødabsorberende, bliver det også sværere at absorbere næringsstoffer og slippe af med affaldsprodukter. Bruskcellerne har færre og færre muligheder for at vedligeholde og reparere sig selv. Efter et stykke tid dannes der revner i brusken, så den underliggende knogle blottes.

Ved fremskreden slidgigt har ledbruskens struktur ændret sig så meget, at den bliver blød og svampet og endnu mere følsom over for slid. I værste fald kan ledbrusk slides helt ned, så knogler skraber mod knogler i leddet.

Betændelsen påvirker også ledkapslen og dens inderste lag, ledhinden. Kapslen bliver hævet og ledhinden begynder at producere mere ledvæske - hunden får "væske i leddet". Når leddet bliver væskefyldt, bliver det endnu mere ustabilt end før, da trykket i leddet ændres. Efter en periode med sygdom bliver ledkapslen så beskadiget af betændelsen, at den bliver arret, stiv og tyk. Det betyder, at leddets bevægebaner bliver mindre, og hundens bevægelser bliver stivere.

Når betændelsen i leddet har foregået i lang tid, forsøger kroppen at kompensere ved at danne nye knogler omkring leddet, så det bliver mindre mobil og dermed gør mindre ondt. Nydannelserne begynder i ledkapslens tilhæftninger og spredes derefter langs hele ledkapslen. Det er disse nydannelser, der kan ses på røntgenbilleder som "knogleaflejringer". Knoglerne under ledbrusken ændres også ved længerevarende slidgigt. Sammen med slitage når knogler skraber mod knogler, fører dette til at leddet bliver deformt.

Slidgigt påvirker således alle strukturer i et led: ledbrusk, ledvæske, ledkapsel, ledhinden og endelig også knoglerne i og omkring leddet. Betændelsen i leddet giver hunden smerter og stive led. Der er ingen nerver i ledbrusken, så hunden har ingen følelse i selve brusken. I stedet er det de andre dele af leddet (inklusive ledkapsel, ledhinden, ledbånd og skelet), der gør ondt i slidgigt. Disse væv har nerveender, der konstant irriteres af betændelsen og den sure ledvæske. Hvis brusk bliver så slidt, at knogler skraber mod knogler, kan det også føre til nerveskader. Efter en periode med ubehandlet slidgigt påvirkes også musklerne omkring leddet, da smerten får hunden til at aflaste leddet og bruge det mindre.

5. Hvornår bør man opsøge en dyrlæge?

Hvis en hund er meget halt, dvs. slet ikke bruger benet eller næsten ikke tager støtte på det, skal man søge dyrlægehjælp så hurtigt som muligt. Hvis hunden er let halt/stiv, kan man opsøge en dyrlæge, hvis det ikke er gået over efter en uges hvile, eller hvis haltheden vender tilbage, når hunden begynder at bevæge sig som normalt efter hvile. Det er ikke normalt, at en hund har ledsmerter, uanset om hunden er ung eller gammel. Der skal lægges særlig vægt på halthed hos den voksende hund: en ung hund der er halt, kan have problemer med en vækstlidelse. I disse tilfælde er det meget vigtigt at komme frem til en diagnose hurtigt for at have en rimelig chance for at hjælpe hunden.

6. Hvordan stilles diagnosen?

Hos dyrlægen starter man altid med at stille spørgsmål om hundens historik og foretage en klinisk undersøgelse. Der er mange forskellige sygdomstilstande, der kan forårsage halthed/stivhed hos hunde, så det er vigtigt med en grundig undersøgelse, hvor dyrlægen mærker på alle led, skeletdele, muskler og sener. Alle led bøjes og strækkes, ryggen undersøges, og dyrlægen undersøger, hvordan hunden bevæger sig i forskellige gangarter. Under den kliniske undersøgelse prøver man at lokalisere problemet, så man derefter kan foretage mere målrettede undersøgelser. En generel neurologisk undersøgelse udføres også i nogle tilfælde, fordi visse nervesygdomme kan forårsage halthedslignende bevægelser. Når en hund viser tegn på smerte og nedsat mobilitet i et led, kan det mistænkes, at hunden har slidgigt i leddet. Nogle gange kan man også mærke en udfyldning, dvs. væske i leddet. I nogle tilfælde har slidgigten stået på så længe, at man kan mærke, at hele ledkapslen er fortykket. Det er også almindeligt at finde ømhed i musklerne, som opstår som et resultat af at hunden aflaster det dårlige led og dermed belaster resten af kroppen forkert i lang tid. Hvis en hund f.eks. har slidgigt i bagbenenes led, er det meget almindeligt, at den også er øm i rygmusklerne.

Røntgen bruges til at se, om der er synlige ændringer ved leddet, hvor store de er, og for at få en bedre forståelse af årsagen til slidgigt. Dog kan små ændringer i leddet overses af røntgenstråler.

CT bruges i stigende grad til at undersøge led og ryg på større dyrehospitaler, når røntgenstråler ikke giver tilstrækkelig information. Med CT kan man få et billede i 3D af skeletdele og led.

Artroskopi (populært kaldet "kikkertundersøgelse") er en procedure, hvor man kan komme ind i leddet via et lille kighul med et kamera, se på ledfladerne og ledkapslen og se nøjagtigt hvad der sker i leddet. Ved artroskopi kan man også udføre bestemte behandlinger, såsom at fjerne løse brusk-/knogleflager, og slibe beskadigede knogler eller ledbånd væk.

7. Behandling af slidgigt

Slidgigt er en livslang sygdom, hvilket betyder, at leddet ikke bliver normalt igen. I langt de fleste tilfælde vil der stadig være ledforandringer tilbage i det berørte led, uanset behandling. Men der er mange forskellige tiltag, der kan lindre symptomerne, bremse udviklingen af ​​slidgigt og gøre leddet mere mobilt. Målet med behandlingen af ​​slidgigt er at reducere smerterne, forbedre leddets funktion og bevægelsesmønster og på forskellige måder forsøge at opnå øget muskelstyrke og ledfunktion, så hunden kan leve et normalt liv som muligt.

Efter dyrlægens undersøgelse udarbejdes der en behandlingsplan, der afhænger af hvad der forårsagede slidgigt, i hvilke led der er forandringer, og hvor alvorligt det er. Det mest almindelige er at behandle slidgigt medicinsk, hvilket betyder at der ordineres antiinflammatorisk og smertestillende medicin og der suppleres med forskellige kosttilskud. En meget vigtig del af behandlingen er også at opstille en plan for, hvordan hundens krop kan styrkes på forskellige måder (genoptræning). Hvis hunden er overvægtig, er vægttab et must. I nogle tilfælde er operation påkrævet (se nedenfor) afhængigt af årsagen til slidgigt.

7.1. Hvile

I det akutte stadie, når hunden kommer til dyrlægen fordi den har smerter og er halt, skal den hvile i mindst et par uger. Hver gang leddet belastes, forværres betændelsen, og det vil tage længere tid, før det heler. At hunden skal hvile, betyder at den kun skal gå korte lufteture i snor. Hunden skal ikke springe, løbe eller lege med andre hunde. Det er dog ikke meningen, at hunden skal ligge på sofaen resten af ​​sit liv - når den akutte betændelse er aftaget, skal man starte med kontrolleret træning for at opbygge hundens fysik igen (læs mere om dette i afsnit 7.6).

7.2. Medicinering

Der findes intet medicin, der kan helbrede slidgigt eller helt forhindre det i at blive værre. Formålet med medicin er for at lindre smerter og betændelse, og forhåbentlig hjælpe med at bremse sygdomsforløbet.

• Non-steroide antiinflammatoriske smertestillende lægemidler (NSAID). Denne type medicin er normalt det første, der bruges til slidgigt. Det reducerer betændelse i leddet og lindrer smerter. Der er mange forskellige antiinflammatoriske lægemidler til dyr, såsom medicin der indeholder carprofen, meloxicam, firocoxib og robenacoxib. For nogle hunde er det nok med en eller flere medicinkure på nogle uger, hvorefter de kan klare sig med andre tiltag (oftest kosttilskud og fysioterapi). Andre hunde skal muligvis have medicin resten hele livet. For de hunde der har brug for kontinuerlig medicin, er det godt hvis man i samråd med en dyrlæge, forsøger at komme frem til den mindst mulige dosis, hvor hunden kan føle sig tilpas. Det er også vigtigt at vide, at denne type medicin kan forårsage bivirkninger på mave og tarm - hvis hunden kaster op eller får diarré, skal behandlingen stoppes. Imidlertid tolererer langt de fleste hunde medicinen godt. Hunde, der ikke har haft nogen bivirkninger i løbet af de første tre ugers behandling, får normalt heller ikke bivirkninger senere. Hunden bør heller ikke tage NSAIDs, hvis den får binyrebarkhormon for en anden sygdom på samme tid, da disse to lægemidler kan forårsage alvorlige bivirkninger, hvis de gives sammen.
• Cartrophen (natriumpentosanpolysulfat) er et lægemiddel, der også virker mod betændelse, men på en anden måde end NSAIDs. Denne medicin gives som en injektion af en dyrlæge, og kan være et godt alternativ til at prøve, hvis NSAIDs ikke har tilstrækkelig effekt. Cartrophen kan gives som et supplement til en hund, der allerede er i behandling med NSAIDs. Det kan også bruges til hunde, der af en eller anden grund er på binyrebarkhormon og derfor ikke kan få NSAIDs. Man giver normalt fire injektioner med en uges interval, hvorefter effekten normalt varer i mindst tre måneder.
• Ledinjektioner. Hos hunde der har store smerter, og hvor ovenstående medicin ikke hjælper, kan binyrebarkhormon sommetider injiceres i visse led. Denne behandling bruges når der ikke er andre alternativer tilbage, og kun på led, der er let tilgængelige til injektion. Det regnes ikke som en langvarig behandling. Tidligere blev binyrebarkhormon også givet i tabletform til behandling af slidgigt, men da der er udviklet mere moderne behandlingsmetoder, er dette sjældent et godt alternativ. Selvom binyrebarkhormon virker mod smerte og betændelse, kan det have alvorlige bivirkninger, når det bruges over en lang periode.
• Stærkere medicin. Hunde med alvorlige smerter, kan sommetider have brug for morfinlignende medicin i begrænsede perioder. Disse lægemidler bør dog ikke bruges til langvarig behandling, og kun hvis det er absolut nødvendigt, da de kan forårsage alvorlige bivirkninger og være vanedannende.

7.3. Kosttilskud og foder

Der er mange forskellige kosttilskud til hunde med slidgigt. De fleste indeholder et eller flere af følgende præparater:

• Glukosamin og chondroitinsulfat/chondroitinhydroklorid er de mest almindelige præparater i ledtilskud. Disse to stoffer fungerer som byggesten til ledbrusk og ledvæske. Ved at give disse stoffer som et kosttilskud til slidgigt, forsøger man at give et overskud af bruskets byggesten til kroppen, og på denne måde forhåbentlig bremse slidgigt og forsinke slid på leddet. Der er lavet mange undersøgelser af disse to præparater på både dyr og mennesker. Disse undersøgelser har vist, at de har en vis effekt på ledsmerter og bruskreparation, men det er ikke helt klarlagt at effekten er så stor, at den har klinisk betydning. Eksempler på præparater, der indeholder glukosamin og/eller chondroitinsulfat, er Glyco-Flex, Seraquin, Cosequin og Flexadin.
• Essentielle fedtsyrer (EPA, omega 3). Essentielle fedtsyrer har en dokumenteret antiinflammatorisk virkning og kan ifølge undersøgelser, give både smertelindring og øget mobilitet ved slidgigt. Der er mange kosttilskud, der indeholder essentielle fedtsyrer, såsom Glyco-Flex og Flexadin. Der er også kosttilskud, der kun indeholder essentielle fedtsyrer, såsom Viacutane eller Dr. Baddakis fiskeolie.
• RNase-beriget lactoferrin (R-ELF) består af et naturligt og laktosefrit mælkeprotein, der stimulerer ny knogledannelse og dermed heling af skelettet. Samtidig fremmer tilskuddet bruskproduktionen og virker mod betændelse i leddene på samme måde som for eksempel glukosamin. Tilskuddet har en klinisk dokumenteret virkning på ømme led. RNase-beriget lactoferrin findes i supplementet NEO-K9.
• MSM (methylsulfonylmethan) er et supplement, der indeholder svovl, som siges at have en effekt på bruskproduktion, betændelse og smerter i led. Undersøgelser har vist en vis effekt, men det er uklart om det har nogen reel klinisk relevans. MSM er f.eks. inkluderet i tilskuddet Glyco-Flex.

Der findes desuden mange forskellige specialfodertyper, der indeholder en kombination af forskellige tilskud til led. Eksempler på dette, kan være Specific CJD (Joint Support), Royal Canin Mobility og Hill's j/d. Disse fodertyper har et lidt lavere kalorieindhold end almindeligt foder, hvilket oftest er ønskværdigt for en hund med slidgigt. At give hunden specialfoder kan være en bekvem måde at sikre, at hunden får hvad dens led har brug for, så man ikke behøver at give kosttilskud hver dag. Nogle hunde har dog brug for at få andet specialfoder, for eksempel et foder mod urinsten - så kan man give kosttilskuddene separat i stedet.

7.4. Hold hunden slank

At holde hunden i form og sørge for at den taber sig hvis den er overvægtig, er ekstremt vigtigt for at aflaste de syge led. Hvis hunden er overvægtig øges belastningen på leddene, hvilket medfører øget smerte og kan fremskynde slid på ledbrusken. Hvis hunden også er halt og fordeler sin kropsvægt ujævnt, kan de andre ben muligvis ende med at bære endnu mere vægt end de burde. Undersøgelser har vist, at vægttab hos hunde med slidgigt fører til mindre smerte og mindre medicin.

Når man slanker en hund, skal man normalt skifte til en diætkost i stedet for “light foder”, fordi ved slidgigt kan det være svært at motionere hunden så meget, at det bidrager til vægttabet. Bed din dyrlæge om hjælp til en slankeplan, der er skræddersyet til din hund.

For en overvægtig hund med slidgigt, er vægttab den absolut vigtigste behandling.

Læs mere: Sådan vurderer man, om hunden er for tyk eller tynd

7.5. Kirurgi

Nogle gange er det aktuelt at foretage en artroskopi (kikkertundersøgelse), hvor man kan fjerne løse bruskstykker og slibe beskadigede knogler væk. Der er også andre operationer der kan udføres, afhængigt af hvad der er årsagen til slidgigten. Hvis slidgigt skyldes en primær skade/udviklingsforstyrrelse hos en hund i vækst, kan det i mange tilfælde være muligt at operere på problemet og dermed bremse udviklingen af ​​slidgigt. Andre diagnoser der kan føre til slidgigt og hvor kirurgi ofte er relevant, er korsbåndsskade og patellaluksation (knæskal der er gået af led). I tilfælde af avanceret slidgigt kan det være nødvendigt at operere på visse led. Ved virkelig svær hoftegigt er det muligt at lave et nyt kunstigt hofteled, hvis hunden ellers er rask.

7.6. Tilpasset motion og fysioterapi

Fordi et led med slidgigt har belastningsskader, er det let per automatik at tænke, at hunden skal hvile så meget som muligt, så leddet ikke slides endnu mere. Dette gælder kun når hunden er akut halt - netop da skal hunden hvile og bevæge sig så lidt som muligt, for at betændelsen skal have en chance for at få ro på. Men en hund med slidgigt bør ikke ligge i sofaen resten af ​​sit liv! Når den akutte betændelse er aftaget, er det vigtigt at have en plan for, hvordan man gradvist øger motioneringen - en genoptræningsplan. Hvis hunden ikke begynder at bevæge sig normalt, bliver det en ond cirkel, hvor musklerne bliver svagere, leddene får mindre og mindre støtte og dermed endnu mere smerte. En hund med slidgigt skal derfor aktiveres, men under kontrollerede forhold. Det langsigtede mål er, at hunden skal kunne bevæge sig meget, men det er vigtigt at øge træningen på den rigtige måde!

Mindst ét besøg hos en fysioterapeut er næsten altid nødvendigt for at få instruktioner om, hvilken træning der kan hjælpe hunden, uden at leddene bliver beskadiget af træningen. Efter det første besøg kan resten af genoptræningen nogle gange ske hjemme, i andre tilfælde anbefales et antal genbesøg. Målet med fysioterapi/genoptræningen er at genoprette mobiliteten af ​​det syge led, og at forhindre stivhed i musklerne/ledkapslen, der opstår når hunden er inaktiv eller bruger benet forkert. Genoptræningen kan også hjælpe hunden med at opbygge muskler korrekt.

Svømmetræning anbefales ofte. Denne træningsform er ideel til hunde med slidgigt, fordi den giver effektiv træning, hvor leddene belastes minimalt. Hundens kondition og muskler opbygges på en kontrolleret måde, samtidig med at hunden får hjælp til at turde bruge leddet igen, som den ellers foretrækker at aflaste. Svømmetræning kan finde sted i et vandløbebånd (eller waterwalker), hvor hunden går på et løbebånd i vand. Denne type øvelse er meget effektiv til at styrke musklerne på en måde, der er skånsom mod leddene. Man kan også lade hunden svømme i et vandbassin - dette giver en effektiv træning, hvor leddene belastes minimalt, og svømning kan også hjælpe hunden med at tabe sig. Mange hunde med slidgigt kan have brug for at svømme regelmæssigt i hele deres liv.

Hos fysioterapeuten bliver musklerne også strukket ud og masseret. Udstrækning kan, hvis det gøres korrekt, få spændte muskler til at slappe af hurtigere. Således øges bevægelsesmønsteret for leddet, og smerten aftager. Massage forbedrer blodcirkulationen i musklerne, opløser spændinger og gør hunden således mere smidig. Massage aktiverer også kroppens eget smertelindringssystem.

Læs mere: Hvad er fysioterapi, og hvordan kan det hjælpe min hund?

7.7. Undgå aktiviteter som kan skade leddene

Ved slidgigt er det vigtigt at undgå forskellige aktiviteter, der kan forværre hundens ledbesvær:

• Undgå aktiviteter som vild leg med andre hunde og boldkast. Dette gælder for alle hunde med slidgigt, også dem der har minimalt besvær.
• Undgå høje spring, f.eks. op og ned fra bilen. Man kan installere en rampe til bilen og om muligt hjælpe hunden op eller ned fra høje møbler.
• Undgå al træning på hårdt underlag og at cykle med hunden.
• Beskyt din hund mod at glide. Hvis en hund med slidgigt glider, kan ledproblemerne blive værre. Sørg derfor for at der er tæpper på glatte gulve og undgå glatte ispletter om vinteren.
• Begræns leg og andre aktiviteter, så hunden ikke senere bliver stiv og får ondt efter hvile.

Læs mere: Aktivering af hund udendørs og indendørs

7.8. Andre nyttige ting at tænke på

• Hold musklerne varme. Om vinteren kan det være godt at bruge et dækken på hunden, så musklerne ikke bliver kolde og stive.
• Brug bløde underlag/puder/madrasser, som hunden kan hvile på. At ligge på hårde overflader er smertefuldt, når man har dårlige led.

8. Hvordan kan slidgigt forebygges?

• Hold hunden slank og i god form.
• Søg hjælp i tide! Vær opmærksom på eventuel halthed/stivhed hos din hund og søg hjælp fra en dyrlæge. Det er især vigtigt at søge hjælp tidligt, når det kommer til voksende hunde (hvalpe og unge hunde), der er halte. Husk, at vokseværk ikke findes hos hunde!
• Vælg seriøse opdrættere, der kun bruger sunde og raske dyr til avl.
• Få lavet røntgenkontroller af din hund i henhold til DKK’s program for at opdage tidlig hoftedysplasi eller albuedysplasi.

Er du bekymret for dit kæledyr? Kontakt altid en dyrlæge!

Hos FirstVet kan du altid få hjælp til en indledende vurdering af dit dyr. Få råd, behandling eller henvisning fra en erfaren dyrlæge via videokonsultation her!