Skip to main content

Sterilisation af tæven - fordele og ulemper

Estimeret læsetid 4 minutter
Sterilisation af tæven - fordele og ulemper

Ved en sterilisation fjernes både æggestokkene og livmoderen, en såkaldt ovariehysterektomi/OHE. I nogle tilfælde kan man vælge kun at fjerne æggestokkene, kaldet en ovariektomi/OE. Her gennemgår vi fordele og ulemper ved at sterilisere sin tæve og fortæller hvordan det foregår under og efter operationen!

Mød en dyrlæge online

  • Inkluderet i mange sygeforsikringer
  • Få råd, behandling eller henvisning
  • Åben 7-24, alle dage året rundt

Fordele ved sterilisation

Hvis tæven er meget påvirket af sine løbetider og har tendens til at blive falsk drægtig, kan en sterilisation hjælpe tæven til at få det bedre, da hun undgår løbetider og hormonerne i forbindelse med løbetiden. Hun kan heller ikke blive drægtig længere, hvilket kan være en fordel, hvis man har flere hunde i husstanden af ​​forskellige køn og ikke har mulighed for at holde disse adskilt under løbetiden.

Læs vores artikel om falsk drægtighed.

En anden fordel er, at tæven ikke kan få betændelse i livmoderen eller andre sygdomme, der påvirker æggestokkene og livmoderen.

Hvis tæven skulle få livmoderbetændelse, er den mest almindelige behandling en akutoperation, hvor æggestokkene og livmoderen fjernes helt. Denne operation er mere risikabel i forhold til at sterilisere en sund og rask tæve.

Nogle tæver der udvikler diabetes (sukkersyge), skal normalt steriliseres for at holde sygdommen under kontrol. Hvis man steriliserer tæven tidligt, mindskes risikoen for brystkræft.

Ulemper ved at sterilisere

Selve operationen og narkosen kan udgøre en risiko for tæven, selvom risikoen er relativt lille.

Efter en sterilisation falder stofskiftet med ca. 30 %. Det betyder at man skal give mindre foder eller en specielt tilpasset foder til steriliserede hunde, så hun ikke tager på i vægt og risikerer at blive overvægtig. Fedme kan igen øge risikoen for andre problemer og sygdomme.

Nogle individer kan blive urininkontinente, dvs. de lækker urin. Dette er mest almindeligt blandt større hunde, og kan i de fleste tilfælde medicineres med gode resultater.

Nogle tæver kan få ændringer i pelsen, hvor pelsen opleves som uldet, tykkere eller grovere end før steriliseringen.

Hvordan foregår en sterilisation?

I Danmark steriliseres de fleste tæver via et snit midt på maven. Man binder en knude med tråd omkring blodkarrene ved æggestokkene og livmoderhalsen, for derefter at kunne fjerne hele livmoderen og æggestokkene i ét stykke. Maven sys derefter sammen i flere lag for at få den bedste sårlukning og holdbarhed.

I de senere år er adskillige dyrehospitaler begyndt at tilbyde sterilisation med en kikkertoperation. Ved denne metode laves et par mindre huller på siden af ​​maven, og man fjerner normalt kun æggestokkene og efterlader livmoderen. Denne metode er ikke egnet til alle hunde, og vurderingen foretages fra case til case.

Tiden efter operationen

Tæven kan normalt komme hjem igen efter et par timer efter operationen, men hvis der er opstået komplikationer, bør hun muligvis blive i et par dage til observation. Hun får en krave eller en bodystocking, så hun ikke har mulighed for at slikke i såret. Man får normalt en recept på smertestillende medicin, som tæven skal have et par dage efter operationen.

Hvis tæven har synlige sting, skal disse normalt fjernes efter 10-12 dage. Hvis såret sys med indvendige sting, skal hun stadig have en krave eller bodystocking på, indtil såret er helet.

Da operationen indebærer et snit gennem mavemusklerne, og for at denne kan heles godt, skal tæven tage det med ro den første tid og kun gå på rolige gåture i snor. Det er også vigtigt at forsøge at undgå at hoppe/springe i denne periode. Roligere aktiviteter anbefales normalt i den første måned. Hvis tæven er steriliseret med kikkertoperation, er restitutionstiden ofte kortere. I de fleste tilfælde giver dyrlægen en hjemmeinstruks om efterbehandlingen, men det er altid en god idé at spørge, hvad der præcist gælder for din hund, hvis du føler dig usikker.

Hvor gammel skal hun være?

Man kan sterilisere tæver fra de er omkring 6 måneder gamle.

Der er delte meninger om, hvornår det optimale tidspunkt til sterilisering af en ung tæve skal finde sted. Man kan få hjælp fra sin dyrlæge til at diskutere, hvad der kan fungere for din hund, afhængigt af for eksempel størrelse og vækst. Det ses at risikoen for brystkræft falder med tidlig sterilisering, men samtidig kan der være risiko for forøget tendens til korsbåndsskader og udvikling af hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi ved for tidlig sterilisering.

En sterilisation af en sund og rask tæve, bør planlægges i perioden mellem løbetiderne, da risikoen for komplikationer er så lille som muligt (forøget tendens til blødning i organerne). Under løbetiden og ved aborter, er det mindre godt at operere, men det kan være nødvendigt, hvis tæven har fået for eksempel betændelse i livmoderen.

Få råd af en erfaren dyrlæge

Hvis du er bekymret for dit kæledyr, skal du altid kontakte en dyrlæge. Her kan du booke en videokonsultation hos os på FirstVet for rådgivning, behandling eller henvisning!

Den Danske Dyrlægeforenings anbefalinger om sterilisering af tæver.


Offentliggjort: 8.9.2020
Senest opdateret: 21.11.2020