Spørg dyrlægen - Kat

Vaccination af kat

Er det nødvendigt at revaccinere vores kat et halvt år efter hans først killingevaccination? Han har fået to vaccinationer da han var ca. 13-16 uger i august. Han er indekat, så derfor tænker vi at det måske ikke er så nødvendigt.

Dyrlæge på FirstVet svarer:

Hej og tak for dit spørgsmål!

Det kommer lidt an på jeres bolig og behov, plus hvor risikovillig man er. Bor I i nærheden af andre katte, besøger I hjem hvor der er andre katte, kan det være en god idé at vaccinere, da mange af sygdommene man vaccinerer mod kan overføres som partikler på beklædning og i luften. Dvs. teoretisk set, hvis jeres kat sad ved et åbent vindue, og en kat udenfor vinduet nøs, ville viruspartiklerne kunne blive båret med vinden ind ad jeres vindue. Eller hvis I har hilst på en anden kat som var syg, kan disse partikler sætte sig på f.eks. et bukseben, som kan gives videre til jeres egen kat.
Mange forsikringsselskaber kræver også at vaccinerne er opdaterede, så tjek jeres police, hvis I har sådan en.
Hvis I får besøg af gæster med skrøbeligt immunforsvar, ville en smittet kat teoretisk også kunne udgøre en risiko for gæsten.

Men man kan jo sammenligne bivirkningerne mod vaccinerne med alvorligheden af sygdommene:

Felin herpesvirus og calicivirus kan samlet set give det der hedder "felin infektiøst respiratorisk sygdomskompleks (FIRDC)" som kan præsentere sig som løbenæse og irritation i næseslimhinden, alvorlig øjenbetændelse, nedstemthed og anoreksi.
Felin parvovirus kan give alvorlig blodig diarré og opkast, som er livstruende.

Vaccinerer man mod herpes- og calicivirus kan dette reducere alvorligheden af sygdommen, men ikke udelukke den totalt. Har kattene herpes- og calicivirus liggende skjult i kroppen, kan de blusse op ved stress, drægtighed eller ved behandling med binyrebarkhormoner.

Bivirkningerne ved disse vaccinationer er meget små. De kan indebære kortvarig nedstemthed (da immunsystemet skal arbejde med vaccinekomponenterne i blodet) og risiko for hudbetændelse ved indstiksstedet fra nålen.

Så det er lidt op til jer, hvad I beslutter jer for :)

Med venlig hilsen,


Christine Scott

Christine Scott, uddannet dyrlæge

Senest opdateret: 2020-04-12

Kategori: Kat

FirstVet er en digital dyrlægeklinik som tilbyder videokonsultationer med dyrlæger, direkte fra din smartphone, tablet eller computer.

FirstVet ApS (CVR: 40541012)

Amaliegade 6, 2., 1256 København K