Hvor meget motion skal en hvalp have?
Det er ofte svært at finde gode anbefalinger, for hvad der angår hvalpe, gåture og motionering. Anbefalingerne har også været forskellige i tidens løb. På nuværende tidspunkt (i 2020), anbefaler de fleste dyrlæger som arbejder med ortopædi (knogler og led), at man skal stole på at hvalpen selv ved, hvad den kan.
Mød en dyrlæge online
- Inkluderet i mange sygeforsikringer
- Få råd, behandling eller henvisning
- Åben 7-24, alle dage året rundt
At lege med måde
Her er anbefalingen at hvalpe på samme alder (og omkring samme størrelse) i princippet kan lege frit med hinanden. De tager selv de små pauser de har brug for, når de ikke orker mere. Dette er under forudsætningen at hvalpene har lignende legebehov. Hvis den ene hvalp er mere legesyg end den anden, kan legen blive for voldsom. Det er vigtigt at man holder øje med legen, og hjælper hvalpene med at afbryde legen (uden at straffe), hvis man oplever, at den ene hvalp ikke vil lege med længere, eller hvis nogle af hvalpene bliver for voldsomme eller påtrængende.
Gåture, underlag og belastning
Når det gælder gåture og fysisk aktivitet, så findes der ingen præcis anbefaling. Tommelfingerreglen er, at man ikke skal udsætte hvalpen for “forceret fysisk motion”, før de er udvoksede. Et eksempel på forceret fysisk motion (som altså skal undgås) kan være at tage hunden med på jogging-/cykeltur eller hurtige gåture, hvor hunden ikke selv kan vælge sit tempo, eller at lege så meget med hvalpen at den bliver helt kørt op, således den glemmer hvad den egentlig selv orker. Forceret motion kan også være, at hvalpen løber frem og tilbage langs hegnet til haven og gøer af forbipasserende.
Undgå lange ture på hårdt underlag. Her vil græs og grusstier være bedre for hvalpen. Hvalpe må gerne gå på trapper, men bør gøre dette i et kontrolleret tempo (ikke fare op eller ned). Hvalpen/den unge hund bør ikke udsættes for ekstra belastning (bære på noget, f.eks. rygtasker, vægtmanchetter osv.) før den er færdigt udvokset og før vækstzonerne er lukkede. Vækstzonerne lukker når de er ca. 12 måneder gamle hos de fleste hunde (dette varierer dog fra race til race, hos større hunde kan det tage helt op til ca. 15 måneder). Undgå at tage hvalpen/den unge hund med på ture, der er flere kilometer lange i hurtigt tempo. Derimod er det helt fint at tage den med ud på skovtur og lade den slentre rundt, eller tage den med i byen, så de kan vænne sig til miljøet.
Lufteture frem for motionering
Opsummeret kan man sige, at man bør undgå decideret motion for hvalpe. Gå hellere mange korte lufteture med hvalpen, gerne i forskellige miljøer, så hvalpen kan lære at omgivelserne kan være helt forskellige. Man kan kaste med bold enkelte gange, men hvis hvalpen virker boldfikseret (alt for besat af bolden), er det bedst at minimere boldkasteriet. Variér gerne boldlegen mellem at kaste bolden og at lade hvalpen finde bolden selv. På denne måde bliver hvalpen mindre opfarende, og det er en sjov aktivitet for den.
For at mindske risikoen for problemer med led og knogler, er det også meget vigtigt at hvalpen forbliver slank mens den vokser (husk at guiden på foderposerne skal betragtes som vejledende - man skal kigge og mærke på sin hvalp for at vurdere, om den er under- eller overvægtig, og derefter tilpasse fodermængden). Når hvalpen er færdigudviklet og vækstzonerne i knoglerne er lukkede (følg retningslinjer for racen), kan man begynde at motionere hvalpen mere aktivt. Dog skal man huske at begynde gradvist, præcis som man selv ville opbygge konditionen og styrken.
Læs mere: Sådan vurderer man, om hunden er for tyk eller for tynd
Læs mere: Hvalpe - fra dyrlægens perspektiv
Er du bekymret for dit kæledyr? Kontakt altid en dyrlæge!
Hos FirstVet kan du altid få hjælp til en indledende vurdering af dit dyr. Få råd, behandling eller henvisning fra en erfaren dyrlæge via videokonsultation her!