Nedsat bugspytkirtelfunktion (EPI) hos hund og kat
Bugspytkirtlen er et organ med mange funktioner, blandt andet producerer den enzymer som hjælper med at nedbryde og optage næringsstoffer i tarmen. Disse enzymer dannes i den sekretproducerende (eksokrine) del af bugspytkirtlen. Eksokrin pankreasinsufficiens (EPI) er en tilstand, hvor bugspytkirtlen ikke producerer eller udskiller nok af disse enzymer, og som følge heraf, nedsættes kroppens evne til at fordøje foder og dermed optage næring.
Mød en dyrlæge online
- Inkluderet i mange sygeforsikringer
- Få råd, behandling eller henvisning
- Åben 7-24, alle dage året rundt
Årsager til nedsat bugspytkirtelfunktion (EPI) hos hund og kat
1. Den mest almindelige årsag til EPI (hos bl.a. schæferhunde, langhårede collier samt eurasier) er en mangel af de sekretproducerende celler i bugspytkirtlen
Ses hos unge hunde
2. Kronisk bugspytkirtelbetændelse kan lede til EPI hos andre hunderacer og katte
Dyr med EPI som følge af kronisk bugspytkirtelbetændelse kan også have sukkersyge, da insulin også produceres i bugspytkirtlen
Ses oftest hos midaldrende til ældre hunde og katte
3. I sjældnere tilfælde, både hos hund og kat, kan knuder/tumores inde i eller udenfor bugspytkirtlen lukke af for bugspytkirtlens udførselsgang, og dermed forårsage EPI
Symptomer på EPI hos hunde og katte
Øget appetit
Vægttab (på trods af øget appetit) samt vitaminmangel
Store mængder afføring, ofte løs og ildelugtende
Steatorrhea: Øget mængde fedt i afføringen, da det ikke optages korrekt i tarmene. Dette giver afføringen en lys/bleg kulør
Læs også: Skal du være bekymret, hvis din hunds afføring skifter farve?
Hvordan stilles diagnosen EPI hos hund og kat?
Diagnosen stilles på baggrund af kæledyrets symptomer sammenholdt med en blodprøve. I blodprøven kigger man på om koncentrationen af et bestemt enzym, som udskilles af bugspytkirtlen, er nedsat.
Det er en god idé også at fastslå koncentrationen af cobalamin (vitamin B12), da mangel på B12 kan lede til en dårligere prognose for patienter med nedsat bugspytkirtelfunktion.
Behandlingsmuligheder for kæledyr med nedsat bugspytkirtelfunktion
Behandlingen er livslang. Hunde og katte med EPI skal have kosttilskud i form af pulver med bugspytkirtelenzymer, som blandes i deres basisfoder. Foderet bør være let fordøjeligt. Din dyrlæge vil tage kontrolblodprøver for at justere mængden af tilføjede enzymer indtil man finder den laveste mængde med god effekt. Dette kan tage fra uger til måneder at opnå.
Ved korrekt tilskud af enzymer forsvinder de kliniske tegn, men optagelsen af fedt normaliseres ikke. Fedtfattig kost kan afhjælpe problemet, men kan også resultere i mangel på fedtopløselige vitaminer. Foder med opløselige fibre som roemasse, egner sig bedre end foder med uopløselige fibre. Din dyrlæge kan hjælpe dig med at finde det foder der egner sig bedst til netop dit kæledyr.
Vitamin B12 (cobalamin) kan gives i tilskud både via indsprøjtning og i pilleform til oral optagelse. Indsprøjtning er at foretrække, da optagelsen af vitamin B12 fra tarmen ofte er nedsat.
I tilfælde hvor kæledyret ikke responderer tilfredsstillende på behandling, må man undersøge for andre samtidige mavetarmsygdomme, som for eksempel en bakteriel ubalance i tarmen, IBD (kronisk tarmbetændelse), mm.
Hunde og katte med EPI, som får stillet diagnosen tidligt i forløbet og får korrekt behandling, kan leve et lige så langt og lykkeligt liv som raske hunde og katte.
Læs også: Diarré og opkast hos hund og Diarré og opkast hos kat
Hvad kan jeg gøre for at forebygge?
Man kan ikke forebygge en genetisk betinget udvikling af EPI hos yngre hunde, men man kan gøre sit bedste, for at forhindre udviklingen af bugspytkirtelbetændelse hos alle kæledyr, og dermed udviklingen af en kronisk bugspytkirtelbetændelse, som kan resultere i EPI. Undgå at give dit kæledyr fedtholdige madrester og godbidder, og sørg for at det får et kvalitetsfuldfoder som er tilpasset race, vægt og livsstadie.
Læs også: Hvilket mad er giftigt for hunde?
Hvornår skal jeg tage kontakt til dyrlægen?
Har du en mistanke om at din hund eller kat ikke tager på, eller decideret taber sig på trods af voldsom appetit, hvis du observerer diarré, ændring i afføringens kulør eller en ændring i dyrets appetit, bør du tage kontakt til din dyrlæge. Hunde og katte med EPI bliver meget syge og kan endda dø af sult på trods af fodring, hvis ikke deres sygdom behandles.
Hos FirstVet kan du altid få hjælp til en indledende vurdering af dit dyr. Få råd, behandling eller henvisning fra en erfaren dyrlæge via videokonsultation her!