Hugormebid hos kat

I Danmark findes kun en slags giftig slange, nemlig hugormen (Vipera berus), mens den anden slangeart, snogen, er ufarlig.

Hugormen er normalt grå eller brungrå med et sort zigzagmønster på bagsiden. Der findes dog mørke, næsten helt sorte individer. Ormen er adskilt fra snogen (Natrix natrix), idet sidstnævnte er lysegrå til brun, og normalt har en gul-hvid plet på hver side af hovedet.

Årsag

En slange som bliver overrasket eller trængt op i en krog, kan bide i selvforsvar. Det er dog ikke altid at slangen sprøjter gift når de bider. Giften er "dyrebar" for slangen, og ønsker ikke altid at spilde giften. Derfor er mange bid tomme advarselsbid, såkaldt "tørbid". Givetvis skal man ikke vente med at se, om biddet var giftigt eller ej, men istedet straks følge de nedenfor beskrevne forholdsregler. Teorien om at hugorme kan vælge hvor meget gift de injicerer er omstridt. Det kan også være, at mængden af gift varierer afhængigt af, hvornår slangen sidst har bidt, slangens alder osv.

Hugormen dræber sit bytte ved at forårsage skade på blodkar og blodlegemer, hvilket fører til chok og problemer for blodet at størkne. Giften lammer slangens små byttedyr og hjælper slangen med at fordøje byttet, efter det er slugt. Virkningen i en lille mussekrop bliver større end hos en kat, men selv katte kan dø som følge af en slangebid. Dog synes katte generelt at være i stand til at håndtere slangebid bedre end f.eks. hunde, og sygdomsforløbet bliver ofte få dages hævelse og smerter omkring bidstedet. Desværre er der meget lidt videnskabelig information om slangebid hos katte, og man skal generelt gå ud fra de tilgængelige oplysninger om hunde, mennesker og slangebid.

Symptomer på hugormebid

Katteejeren ser sjældent slangen, men den typiske historie er, at katten kommer hjem efter en udflugt og forekommer træt, måske slap. Når ejeren undersøger katten nærmere, kan man se at en pote eller hele benet er meget opsvulmet. Hævelsen er meget smertefuld, og hvis man inspicerer huden nøje, kan man nogle gange se et eller to små nålelignende huller, som er selve bidstedet. Symptomerne kommer normalt hurtigt efter slangebid hos mennesker (normalt inden for 3 timer), og mennesker, der ikke har haft symptomer 8 timer efter slangebid, har normalt ikke modtaget meget slangegift, så man kan antage, at det kan være ens hos katte.

Hævelse omkring næsen er normalt det, der skræmmer katteejeren mest, men det er meget sjældent at en kat hæver op inde i selve luftvejene, og får akutte problemer med at trække vejret. Faktisk er det farligere for katten at blive bidt i benene eller nakken end i næsen. Dette skyldes formentligt, at der er bedre blodcirkulation i disse områder, så giften transporteres hurtigere rundt. Mange katte får ikke værre symptomer end hævelse, smerter og træthed, og derefter heler de selv inden for et par dage. I mere alvorlige tilfælde spreder virkningen af ​​slangegiften i kroppen sig, hvilket forårsager blødning i slimhinder og hud, karskader i kroppen med forandringer især i nyrerne, men også leveren og lungerne. Når de indre organer bliver mere og mere beskadiget, falder mister katten sin bevidsthed, hjertet slår hurtigere og måske mere uregelmæssigt. Og i sidste ende kan kroppen ikke længere klare sig, og katten dør med blodcirkulationskollaps.

Diagnose

Oftest er diagnosen åbenlys, når katten kommer til klinikken. Sommetider har katteejeren set hugormen, men selvom ingen har set hvad der skete, er den svære hævelse og smerter normalt nok til at mistænke et slangebid. Hvis man finder typiske bidhuller, er diagnosen klar.

Læs mere: Er katten syg, hvis næsen er tør?

Behandling af hugormebid

I akutte tilstande er det vigtigste at forholde katten i ro. Jo mere den bevæger sig, desto hurtigere pumpes giften rundt i kroppen. Rør ikke ved bidstedet, prøv ikke at suge giften ud, køle området ned eller gøre noget andet; det kan også få giften til at sprede sig hurtigere. Kontakt straks en dyrlæge.

Tidligere blev kortison/binyrebarkhormon altid ordineret til slangebid. Nu er der studier på både dyr og mennesker, der viser at kortison ikke øger overlevelsen. Nogle undersøgelser har vist, at dyr, der modtog kortison, havde højere dødelighed (det vides imidlertid ikke med sikkerhed, om det er knyttet specifikt til kortison eller til noget andet). Derfor anbefales rutinemæssig kortison ikke længere. Kortison kan dog stadig overvejes under visse omstændigheder:

• Hvis dyret har meget lang transporttid til nærmeste dyrlæge (dvs. hvis der ikke er anden behandlingsmulighed), kan kortison lindre dyrets smerter og forbedre almentilstanden.
  
• Til dyr som tidligere har reageret med anafylaktisk chok på f.eks. slangebid eller hvepsestik.

Det bedste er at ringe til den dyrlæge, som du har til hensigt at gå til, og spørge, om der skal gives kortison eller ej. Kortison må dog IKKE under nogen betingelser anses som en modgift, for det er det ikke! Selvom hvis dyret har modtaget kortison, skal det straks til dyrlægen.

Antibiotika er sjældent brugt til slangebid. Hvis vævsskaderne på bidsteddet bliver omfattende, kan det undertiden være nødvendigt med antibiotika, eller hvis katten udvikler symptomer, der kan tyde på blodforgiftning.

Hos dyrlægen er behandlingen fokuseret på såkaldt understøttende behandling. Dette involverer primært væskedrop, smertelindring og overvågning af hjertefunktion samt blodprøver til kontrol af f.eks. røde og hvide blodlegemer, blodsukker, lever- og nyreværdier, blodprotein osv.

Det er blevet mere almindeligt at behandle med antiserum/modgift. Der er dog meget lidt information om antiserum og katte til rådighed. For mennesker anbefales det man giver modgift med det samme, hvis patienten har det skidt eller har voldsomme hævelser. Når det kommer til katte og hunde, ser nogle ud til at være i stand til at få alvorlige reaktioner fra modgiften, og det antages også, at hvis en hund har fået modgift en gang, er der en større risiko for, at hunden får en reaktion, hvis det er nødvendigt at få modgift igen. Modgift er også relativt dyrt. Så man ved ikke rigtig hvornår det er bedst at bruge modgift til dyr. Forhåbentlig kommer mere forskning i området snart.

Ofte følges dyret op med nye blodprøver i et par uger, efter at dyret er udskrevet af dyrlægen. Det anbefales også at undgå anstrengende aktiviteter i den næste måned efter slangebid.

Kan man forebygge slangebid?

Forsøg at være ekstra opmærksom på varme forårs- og sommerdage, da slanger ofte kan ligge og solbade på stien eller på vejen. Ellers er det svært at forebygge. Du kan være forberedt på hvordan man bør forholde sig til mistænkte slangebid, og sørge for at nummeret på den nærmeste dyrlæge er let tilgængeligt.

Er du bekymret for dit kæledyr? Kontakt altid en dyrlæge!

Hos FirstVet kan du altid få hjælp til en indledende vurdering af dit dyr. Få råd, behandling eller henvisning fra en erfaren dyrlæge via videokonsultation her!