Skip to main content

Katteinfluenza - symptomer, diagnose og behandling

Estimeret læsetid 5 minutter
Katteinfluenza - symptomer, diagnose og behandling

Katteinfluenza er en samlet betegnelse for kattens øvre luftvejsinfektion. Her kan du læse mere om infektionen, hvordan man forebygger, og hvordan man behandler hvis din kat skulle blive syg!

Mød en dyrlæge online

  • Inkluderet i mange sygeforsikringer
  • Få råd, behandling eller henvisning
  • Åben 7-24, alle dage året rundt

Katteinfluenza kan være forårsaget af flere forskellige smitsomme stoffer, hvor det oftest er virus. Små killinger og katte, der af anden grund har nedsat immunforsvar, kan blive livstruende syge og har brug for hjælp fra en dyrlæge, men mange katte er i stand til selv at komme sig over infektionen.

Forebyggende vaccination mod katteinfluenza kan hjælpe med at lindre sygdomsforløbet, men forhindrer desværre ikke katten i at blive syg, da selv vaccinerede katte kan sprede infektionen. Nogle katte med katteinfluenza kan få kroniske problemer (enten kroniske/vedvarende eller tilbagevendende problemer).

Hvad forårsager katteinfluenza og hvordan spredes det?

Katteinfluenza kan være forårsaget af flere forskellige infektiøse typer af både vira og bakterier. Almindelige årsager er felin herpesvirus og felin calicivirus. Det anslås, at ca. 80-90 % af tilfældene af katteinfluenza er forårsaget af disse vira. Men også bakterierne Chlamydia felis, Bordetella bronchiseptica og Mycoplasma spp kan tage del i katteinfluenzaen - disse bakterier kommer ofte sekundært, når kattens immunforsvar er blevet svækket af virusinfektionen.

Mange af de katte der er inficeret med herpesvirus, bliver kroniske bærere, og de kan fortsætte med at sprede virussen, selv efter at de ikke længere er syge, især hvis de udsættes for stress (f.eks. transport, ændringer i kattens miljø, operationer osv.). Katten kan udskille vira op til et par uger efter at have været udsat for stress.

Infektionen spredes gennem direkte kontakt mellem katte, men også via katte der kommer i kontakt med for eksempel næseflåd/"snot", øjenflåd eller spyt fra en smittet kat. Indirekte infektion kan forekomme via f.eks. madskåle, vandskåle eller via menneskehænder og tøj. Herpesvirus kan overleve op til et par dage i miljøet, mens calicivirus kan forblive i miljøet i omkring en måned.

Symptomer på katteinfluenza

Fra det tidspunkt hvor katten kommer i kontakt med infektionen, går der cirka 2-10 dage, før sygdommen bryder ud. Almindelige symptomer på katteinfluenza er:

  • Næseflåd (“snot”)
  • Løbende øjne
  • Vejrtrækningsbesvær
  • Træt og sløv
  • Feber
  • Hoste
  • Sår i munden
  • Nysen
  • Løbenæse
  • Sår på hornhinden
  • Overdreven savlen

De fleste katte kommer sig efter en uges tid. Katten kan vise både svære og/eller milde symptomer. Enkelte katte kan få lungebetændelse som et resultat af det svækkede immunforsvar på grund af katteinfluenza.

Hvordan diagnosticeres katteinfluenza?

Hvis katten har typiske symptomer på katteinfluenza, og især hvis flere katte i samme husstand er blevet syge, mistænker dyrlægen ofte katteinfluenza. Man kan tage en prøve fra katten i den akutte fase (når katten for nyligt er begyndt at vise symptomer) for at forsøge at finde hvilket smittestof der forårsager problemerne. Dette kan være en god idé, hvis man har mange katte. Hvis man kun har en kat, og den ikke er meget syg, tager man sjældent en prøve, men man nøjes med at konstatere, at katten sandsynligvis er blevet ramt af katteinfluenza.

Hvis symptomerne ikke forsvinder, eller ikke er helt typiske for katteinfluenza (f.eks. at det kun løber ud af kattens ene næsebor), skal man undersøge om man kan finde en underliggende årsag. Dette betyder normalt, at man bedøver katten og undersøger næsen og halsen i fuld narkose for at tjekke, om det f.eks. skyldes et græsstrå, der sidder fast, eller om der er et polyp-, tumor- eller tandproblem, der forårsager det.

Hjælpemidler som fiberendoskoper (kikkerter), røntgenbilleder og CT-skanninger kan være meget nyttige, og man skal muligvis tage vævsprøver fra slimhinden og pode for at se, om man kan finde bakterier eller vira, der kan forklare symptomerne. Katte kan desværre få kroniske problemer på grund af katteinfluenza, og på trods af undersøgelser efter alle kunstens regler, er det desværre ikke altid muligt at bestemme årsagen til den tilbagevendende eller kroniske katteinfluenza.

Hvordan behandles katteinfluenza?

Oftest rækker det med understøttende behandling, hvor man sørger for at:

  • Katten får tilstrækkeligt med god næring (tilbyd ekstra godt foder)
  • Holder øjne og næse rene
  • At katten opholder sig indendørs og hviler mest muligt
  • Mindsker stresspåvirkninger

Næsedråber med saltvand (håndkøb på apoteket) kan nogle gange hjælpe. Hvis katten virker sløv, kan det være en god idé at måle kattens temperatur 1-2 gange om dagen (normaltemperatur er ca. 38-39 grader, og temperaturen tages i endetarmsåbningen).

OBS! Giv aldrig menneskemedicin til katte, f.eks. febernedsættende lægemidler! Eksempelvis Panodil og Ipren indeholder stoffer der kan give livstruende skader på kattens organer.

Katte med symptomer på katteinfluenza, skal holdes indendørs og væk fra andre katte for at mindske risikoen for at smitte. Sørg for at have separate mad- og vandskåle til kattene, og vask hænderne og skift tøj (og sko) mellem kattene for at reducere risikoen for infektion, hvis du er på besøg hos en anden kat.

Hvis katten bliver meget sløv og/eller slet ikke vil spise, eller hvis den har vejrtrækningsbesvær, skal man søge hjælp hos en dyrlæge.

Kan katteinfluenza forebygges?

Undgå at lade katte bo i store grupper, da dette øger risikoen for katteinfluenzaudbrud. Hvis katten har brug for at opholde sig i et kattepensionat, er man velkommen til at se hvordan pensionatet ser ud, og spørge personalet hvad de gør for at reducere risikoen for udbrud af smitsomme sygdomme.

Forebyggende vaccination

Vaccination mod katteinfluenza reducerer risikoen for alvorlig infektion, så hvis katten møder mange andre katte eller går på udstillinger eller bor i kattepension, er det klogt at vaccinere regelmæssigt. Hvis katten kun opholder sig på pensionatet eller går til udstillinger lejlighedsvist, anbefales det, at man sørger for at katten er "nyvaccineret" mod katteinfluenza (helst ca. 10 dage til maksimalt 3 måneder) inden pensionatopholdet eller udstillingen.

Vær ekstra opmærksom på en ny kat

Hvis du får en ny kat og allerede har en anden kat derhjemme, er det klogt at kontrollere, at den nye kat ikke har problemer med nysen, løbende øjne eller næse, før du tager den med hjem. Hvis det er muligt, skal du holde den nye kat adskilt fra de andre katte i den første uge. For at dette skal fungere, skal du være forsigtig med hygiejne, bruge forskellige mad- og vandskåle til kattene, vaske hænderne og helst skifte tøj.

Undgå stress

Stress øger risikoen for katteinfluenzaudbrud, så det er vigtigt at forsøge at reducere belastningen på katten så meget som muligt i forbindelse med f.eks. transport, flytninger, store ændringer derhjemme. Feliway (kattens beroligende feromon) kan være en hjælp og kan sættes i stikkontakten i god tid før ændringerne starter (for eksempel før katten kommer til et nyt hjem) eller sprøjtes i buret før en rejse. Der findes også andre beroligende kosttilskud, som har god effekt.

Grundig rengøring ved mistanke om smitte

Hvis man har brug for at rengøre et område hvor det er mistanke om, at en kat med en katteinfluenza har været, anbefales mekanisk rengøring (skrub alt synligt snavs væk). Desinficér derefter med f.eks. Virkon S eller Klorin, for at dræbe de fleste smitsomme stoffer, der kan forårsage katteinfluenza.

Er du bekymret for dit kæledyr? Kontakt altid en dyrlæge!

Hos FirstVet kan du altid få hjælp til en indledende vurdering af dit dyr. Få råd, behandling eller henvisning fra en erfaren dyrlæge via videokonsultation her!


Offentliggjort: 5.10.2020
Senest opdateret: 21.11.2020