Hårbolde hos katte
Katte er gode til at holde sig rene og sluger således også noget pels, når de vasker sig. Hvis store mængder pels ophobes i maven, kan der dannes hårbolde (eller hårboller). Hårbolde er noget alle katte kan få, men det er mest almindeligt hos de langhårede katte. Nogle gange kan katten lyde som om den hoster eller kløjes i noget, og derefter kaster en hårbold op. Her kan du læse mere om hvad hårbolde er, symptomer, behandling og hvordan hårbolde kan forebygges.
Mød en dyrlæge online
- Inkluderet i mange sygeforsikringer
- Få råd, behandling eller henvisning
- Åben 7-24, alle dage året rundt
Hvad er en hårbold?
En hårbold er en klump hår, som katten har slikket af sin pels, som har dannet en "kugle" i kattens mave. Selvom de kaldes hårboller/-bolde, er de ofte ovale i form. Kattens pels består af keratin, som ikke kan nedbrydes ved den naturlige passage gennem maven og tarmene. Katten kaster ofte disse hårbole op, men de kan også passere længere ind i mavetarmkanalen og komme ud med afføringen.
Hårbolde kan også dannes, hvis bevægelserne i mavetarmkanalen ikke fungerer korrekt. Dette kan skyldes overfølsomhed over for noget i maden eller kronisk betændelse såsom IBD (Intestinal Bowel Disease).
Hvornår er hårbolde farlige for katten?
I langt de fleste tilfælde passerer pels gennem kattens mavetarmkanal uden større problemer, og kommer derefter ud med afføringen. Men hvis de er store, risikerer de at sidde fast og blokere yderligere passage. Den største risiko er, hvis de sidder fast i ringmusklen i mavesækken (som er en lukkemuskel mellem mavesæk og tolvfingertarmen) eller i tyndtarmen. Dette er relativt usædvanligt, men når det sker, udgør det en alvorlig sundhedsrisiko, og uden behandling kan det være livstruende.
Hvilke symptomer viser en kat, hvis en hårbold sidder fast?
Typisk er opkast eller forsøg på opkast mere eller mindre hyppigt, hvor katten kan blive sløv og/eller stille. Katten kan nægte at spise og har ikke haft afføring. Hvis katten har ondt, kan åndedrætsfrekvensen øges. Det er ikke kun hårbolde der sidder fast, der kan forårsage disse symptomer, men der kan være en række andre underliggende årsager til dette. Kontakt din dyrlæge direkte for at få råd, hvis du bemærker disse symptomer hos din kat.
Læs mere: Opkast og diarré hos katte
Hvad sker der hos dyrlægen?
På klinikken vil dyrlægen bede om en grundig sygdomshistorik fra dig som dyreejer, og dyrlægen vil også undersøge katten fysisk. Udover dette skal der muligvis udføres yderligere diagnosticering såsom:
- Blodprøver
- Billeddiagnostik af maven (røntgen med eller uden kontrastvæske og/eller ultralydsscanning)
Hvis dyrlægen opdager en blokering i tarmene, skal dette oftest behandles ved at bedøve katten og operere hårbolden ud.
Hvad kan man selv gøre for at forebygge hårbolde?
Hvis din kat har gentagne problemer med hårbolde, er det første skridt hos en dyrlæge at udelukke den underliggende årsag. Hvis der ikke findes nogen umiddelbar årsag, skal man prøve at forebygge det derhjemme. Foranstaltninger kan for eksempel være følgende:
- Børst dagligt din kats pels, for at forhindre løse hår at blive slugt af katten når den vasker sig.
- Langhårede katte kan trimmes, enten ved selv at anskaffe sig en trimmer til dyr, eller få hjælp hos dyreklinikken til at trimme kattens hår.
- Give kattefoder til at forebygge dannelsen af hårbolde, f.eks. Royal Canin Hairball Care, Hill´s Science Plan Cat Adult Hairball, eller Purina One Coat & Hairballs. Giv gerne små portioner af foderet og hyppige måltider, da dette har vist at stimulere hyppigere tømning af maven, end hvis de får større og sjældnere mængder.
- Giv kosttilskud med kattemalt, der er designet til at modvirke dannelsen af hårbolde
Få hjælp til en første vurdering!
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal søge hjælp til din kat eller er bekymret af en anden grund, kan du booke en videokonsultation med en dyrlæge hos FirstVet for rådgivning og en indledende vurdering.