Hjælp! Hvorfor er min kat destruktiv i hjemmet?!
Mange katte lever i perfekt harmoni med deres omgivelser, mens andre katte desværre kan finde på at kradse i sofaen, klatre i gardiner og endda tisse i møblerne. Det er vigtigt at forstå, at katten ikke er trodsig, men udviser normal (selvom det er uønsket) katteadfærd. Hvordan kan man stoppe sin kat i at ødelægge sit hjem?
Mød en dyrlæge online
- Inkluderet i mange sygeforsikringer
- Få råd, behandling eller henvisning
- Åben 7-24, alle dage året rundt
Hvorfor kradser min kat i møblerne?
Katte bruger deres kløer til at jagte og klatre. Selvom de fleste tamkatte ikke behøver at jagte byttedyr, er det et instinkt de ikke kan kontrollere. Katte markerer også territorium når de hvæsser kløer, ved hjælp af små duftkirtler på deres poter.
Katte kradser med kløerne på deres forpoter ved at trække dem bagud, enten på en vandret eller lodret overflade. Denne bevægelse, også betegnet som “at hvæsse kløer”, løsner og fjerner den ydre skal af kloen og blotter en ny, skarp overflade under.
Nogle katte synes at foretrække at hvæsse kløer på tæpper eller bagsiden sofaen, hvilket desværre meget hurtigt resulterer i ødelæggelse. Derfor er det vigtigt at give katten et godt alternativ allerede fra dag 1 - et godt kradsemiljø er ideelt.
Hvordan vælger man det rette kradsemiljø til katten?
Sørg for forskellige kradsemuligheder (kradsetræ, sisaltæppe, kradsebræt).
Husk at katte er ganske lange når de strækker sig, så kradsefladen skal være ganske lang eller høj.
Kradsemiljøer med mulighed for både at kradse, lege og sove, kan være en god investering.
Sørg for at katten har mulighed for at hvæsse kløer på både en vandret og en lodret flade.
Placér kradsemiljøet et hyggeligt sted, gerne i nærheden af et vindue med udsigt.
Kradsetræet skal være stabilt nok til at katten ikke kan vælte det.
Der findes produkter der motiverer katten til at bruge sit kradsetræ. Catnip/Katteurt virker godt for nogle, mens andre foretrækker baldrian.
Hjemmelavede kradsetræer kan være lige så gode som dem man kan købe. Her kan du se hvordan du selv bygger et: Byg dit eget kradsetræ
Du kan forsøge at lære din kat ikke at kradse uønskede steder, ved at montere en dobbeltsidig tape der hvor den kradser. Dette er ubehageligt for katten og burde afskrække den, men husk altid at sørge for at den har en alternative kradsemuligheder.
Kloklip
Du kan trimme din kats kløer jævnligt, cirka hver måned. Dette vil give katten stumpe kløer og derved minimere skaden de kan forårsage. Kommer din kat udenfor, bør du dog være opmærksom på, at stumpe kløer begrænser kattens klatreevne som kan være nødvendig for at komme væk fra en mulig fare. Har du kostbare møbler katten absolut ikke må kradse i, kan det i nogle tilfælde være bedst at katten ikke har adgang til dem overhovedet.
Læs vores artikel for at lære hvordan du klipper kløer!
Udendørsareal
At lade katte komme udenfor, giver dem mange oplevelser og mulighed for at udøve deres naturlige adfærd, hvilket gør dem mindre tilbøjelige til at lege hjemme. En katte-voliére eller en kattesikret have er ideel.
Hvorfor tisser min kat på gulvet og i møblerne?
Upassende tisseadfærd kan udøves på to forskellige måder.
Den ene er at strinte for at markere territorium. At strinte er en normal adfærd for ikke-kastrerede hankatte, som oftest vælger at strinte op ad lodrette flader. Kastration afhjælper som regel denne adfærd, men at strinte kan være en tillært adfærd som katten vil udøve hvis den føler sig stresset eller truet. Hvis katten fortsætter med at strinte efter kastration, kan det ofte være en hjælp at anvende beroligende feromoner, som for eksempel Feliway.
Den anden form for upassende tisseadfærd, er at fravælge kattebakken. Dette kan skyldes stress, utilstrækkelig rengøring af kattebakken, men også blærebetændelse eller andre urinvejssygdomme.
Har du mange katte, er det vigtigt at have kattebakker nok i hjemmet (svarende til antallet af katte plus en ekstra), samt sørge for at kattebakkens størrelse er tilstrækkelig.
Læs også: Hjælp! Min kat tisser de forkerte steder - hvad skal jeg gøre?
Miljøberigelse
I et kattevenligt hjem bør der sørges for trygge sove- og gemmesteder. Katte kan lide følelsen af tryghed, og vælger derfor ofte at sove et højtliggende sted, med god udkig. Sørg gerne for at din kat har flere steder at vælge i mellem. Din kat skal også have områder med kradsetræer/kradsemiljøer, samt legetøj for at blive stimuleret. Når en kat keder sig, kan den finde på at more sig med at svinge i gardiner eller lamper!
Læs også: 5 gode råd - sådan lærer du dit dyr at være alene hjemme igen efter coronakarantænen
Har du flere spørgsmål om kattens adfærd?
Book en videokonsultation og tal med en af vores dyrlæger.