Megacolon hos kat
Megacolon hos kat er når tyktarmen bliver udspilet og slap, og medfører forstoppelse. Katte, der udvikler megacolon, har en stor mængde hård afføring i deres tyktarm, som giver smerte, utilpashed og dehydrering. Læs mere om megacolon, inklusiv årsager, behandling og forebyggelse.
Mød en dyrlæge online
- Inkluderet i mange sygeforsikringer
- Få råd, behandling eller henvisning
- Åben 7-24, alle dage året rundt
Årsager til megacolon hos kat
Megacolon betyder direkte oversat: stor tyktarm. Katte kan have milde til moderate forstoppelsessymptomer, og over tid (uden behandling) kan det føre til megacolon og kronisk forstoppelse. Alt hvad der hindrer passage eller bevægelse af tarmindholdet i tyktarmen, kan føre til megacolon:
Beskadigelse, som følge af traume eller sygdom i nerverne, der kontrollerer muskulaturen i tyktarmen
Ledbetændelse
Blokering af tyktarmen efter traume, kræft eller fremmedlegeme
Visse broktyper
Derudover kan betændelsestilstande, sukkersyge, kronisk nyresygdom og længerevarende forstørrelse af tyktarmen bidrage til udvikling af megacolon. Katteracen manx, som fødes uden hale, har ofte et deformt korsben, som kan bidrage til udvikling af megacolon hos denne race.
Når årsagen til megacolon ikke kan defineres, kaldes tilstanden idiopatisk megacolon.
Symptomer på megacolon hos kat
Til at starte med, observerer katteejeren typisk, at afføringen virker mere hård og i større mængde end vanligt. Som sygdommen fremskrider, sidder katten ofte på bakken i lang tid uden at have afføring. På dette stadie kan der desuden være kvalme, opkast og nedsat appetit. Katte med megacolon vokaliserer ofte pga. smerte, når der er tarmbevægelser.
Ejeren observerer muligvis en mindre mængde afføring end normalt. Nogle katte har desuden vandig diarré indimellem den hårde afføring.
Andre symptomer, som ikke er specifikke for, men som ofte ses ved megacolon, er, nedsat eller manglende appetit, nedsat aktivitet, ændret adfærd, vægttab og opkastninger.
Hvordan diagnosticerer man megacolon?
Man stiller diagnosen megacolon hos kat baseret på sygdomshistorien, samt på de symptomer, der er beskrevet ovenover, i kombination med en klinisk undersøgelse, hvor en større mængde fast afføring konstateres i tyktarmen. Røntgenundersøgelse af bughulen hjælper til at bekræfte diagnosen. Der kan laves yderligere undersøgelser for at vurdere hydreringsgraden og evt. underliggende sygdom, der forårsager megacolon.
Hvilke behandlingsmuligheder findes for katte med megacolon?
Behandlingen af megacolon afhænger af årsagen til sygdommen. Fremmedlegemer og tumorer kræver fjernelse, og tilskadekomst af f.eks. bækkenet, kan ligeledes kræve kirurgisk behandling. Sygdomme, der giver dehydrering og forstoppelse, som f.eks. nyresygdomme, kræver også den rette behandling.
Når sygdommen opdages tidligt, kan foderændringer for mild til moderat forstoppelse være en del af behandlingen, såvel som afførende midler. Ved mere alvorlig forstoppelse, har katten desuden behov for væskedrop og evt. tarmskylning i fuld bedøvelse. Dyrlægen vil desuden ofte ordinere smertestillende midler og medicin mod kvalme og opkast.
Hos katte med tilbagevendende episoder med forstoppelse, der ikke svarer på behandling og foderændringer, og med stigende behov for væskedrop og tarmskylninger, kan det blive nødvendigt at fjerne en del af tyktarmen ved en operation. Dette er en risikabel procedure med risiko for mange komplikationer, og ejeren skal i samråd med dyrlægen nøje overveje hvad der kan forventes efterfølgende.
Katte der har fået bortopereret en del af tyktarmen har en god prognose, omend blød afføring/diarré kan blive en længerevarende og evt. livslang følgevirkning.
Kan man forebygge megacolon?
Den korrekte ernæring og kost spiller en betydelig rolle i forebyggelsen af megacolon. Tal altid med din dyrlæge inden foderændringer, idet dette kan føre til andre problemer.
Hvis ejeren observerer, at katten virker smertepåvirket ved forsøg på at have afføring, skal en dyrlæge kontaktes med det samme. Tidlig indgriben overfor forstoppelse kan nedsætte kattens risiko for udvikling af megacolon.
Tidlig operation ved bækkenfrakturer kan forebygge obstruktion i bækkenet og forstoppelse deraf.
Læs også: Forstoppelse hos hund og kat
Hvornår skal dyrlægen kontaktes?
Kontakt en dyrlæge hvis katten gør noget af følgende:
Producerer mindre afføring end normalt
Har trængninger på kattebakken uden at der kommer afføring, eller der blot kommer små hårde knolde
Miaver ved tarmbevægelser
Derudover, hvis katten kaster op, har ændret adfærd, sover eller gemmer sig mere end normalt, har nedsat appetit, eller virker smerteplaget, bør ejeren bestille en tid hos dyrlægen.
Er du bekymret for dit kæledyr? Kontakt altid en dyrlæge!
Hos FirstVet kan du altid få hjælp til en indledende vurdering af dit dyr. Få råd, behandling eller henvisning fra en erfaren dyrlæge via videokonsultation her!