FirstVet
Article 51 20170629045504

Udredning af kløe og hudproblemer hos hunde og katte

Kløe og hudproblemer af forskellige slags er almindelige hos hunde og katte. Denne artikel beskriver hvordan undersøgelsesproceduren for langvarige problemer med kløe og/eller hudproblemer kan foregå.

Få dyrlægehjælp direkte på mobilen.


✓ Gratis for dyr med sygeforsikring hos vores samarbejdspartnere
✓ Rådgivning, behandling eller henvisning
✓ Åben alle dage kl. 07-24


Sygdomshistorie

Dyrlægen vil ofte stille opfølgende spørgsmål. Eksempelvis:

  • Hvor længe har hudproblemerne/kløen været der?

  • Hvis der er udslæt i huden, kom det før eller efter kløen startede?

  • Er der flere dyr i hjemmet og kløer de sig? Har dyreejeren udslæt?

  • Varierer problemerne over tid? Er det værre i visse årstider?

  • Hvad spiser dyret? Er der forsøgt med andet foder? Hvis ja, var der forskel på kløen/hudproblemerne?

  • Er der blevet forsøgt nogen form for behandling tidligere? Virkede det?

  • Luftes hunden regelmæssigt de samme steder (f.eks. i stalden, på arbejdspladsen, er den blevet passet hos andre etc.) og har det påvirket hudproblemerne/kløen?

  • Har dyret andre sygdomme eller symptomer? Forøget tørst? Mere sulten end normalt? Har dyret ændret vægt på trods af ingen ændringer i foderrutiner eller motion?

  • Har dyret maveproblemer? Dårlig appetit? Luft i maven? Løs afføring? Hvad er afføringsfrekvensen?

  • Hvor slikker/kløer dyret sig mest?

Undersøgelse

Efter at dyrlægen har spurgt ind til sygdomshistorien, begynder selve undersøgelsen af hunden eller katten. Dyrlægen ser på pelsen, huden, ørerne, poterne, omkring rumpen og foretager også en generel klinisk undersøgelse (ser på slimhinder, lytter til hjertet, mærker dybt i maven, mærker lymfeknuderne osv.).

Når dyrlægen har fået dyrets sygdomshistorie at vide og undersøgt dyret, kan man begynde at planlægge, hvordan man vil lave yderligere undersøgelser, og hvilke prøver der eventuelt skal tages.

Sygdomme som kan give kløe og hårtab

Udover infektioner med parasitter og allergier (som er almindelige årsager til hudproblemer og kløe) er der også andre grunde til, at hunden eller katten kan have problemer med pels og hud.

De sygdomme, der oftest mistænkes i forbindelse med hudproblemer hos hunde, er Cushings syndrom (forøget udskillelse af hormonet kortisol) og hypothyroidisme (for lavt stofskifte). Hunde med en af ​​disse sygdomme bliver ofte tyndhårede og måske endda hårløse på bestemte steder af kroppen. Hunden kan også have forøget appetit og tørst og blive mere energiforladt end normalt.

Katte, der slikker sig til hårløse pletter på kroppen, kan sommetider have underliggende problemer som f.eks. smerte, eller at noget i kattens miljø får katten til at blive stresset og slikke pelsen væk af den grund. Nogle gange kan katte også blive stresset af at have en underliggende sygdom (f.eks. maveproblemer, urinvejsproblemer osv.), og slikker deres pels af på grund af det. Undersøgelserne og de prøver der tages, afhænger af hvor katten slikker sig, hvilke andre symptomer den har, og om man finder nogle ledetråde ved den kliniske undersøgelse.

Hvis dyrlægen mistænker, at dyret kan fejle noget der påvirker huden, så tester man for den/de relevante lidelser.

Læs også: Hudbetændelse (miliær dermatitis) hos katte

Udvendige parasitter og hudinfektioner– trin 1 i udredningen

Hvis dyrlægen ikke har mistanke om andre sygdomme som årsag til hudproblemerne, er det første trin i undersøgelsen normalt at forsøge at udelukke parasitter. Eksempler på parasitter der kan forårsage kløe, er f.eks. lus, lopper, hårsækmider, rovmider og ræveskab.

Hvis dyret har hudforandringer som mistænkes at skyldes parasitter, vil dyrlægen ofte tage et hudskrab. Nogle gange vælger man dog først at afprøve en behandling med parasitmidler (f.eks. Bravecto eller Simparica), selvom man ikke har fundet nogle parasitter ved hudskrabet. Fordelen ved hudskrab er, at hvis man finder en parasit på hudskrabet, har man den eksakte diagnose helt fra starten, og man kan målrette behandlingen med det samme.

Nogle gange kan det også være relevant at tage blodprøver og kontrollere, om dyret har antistoffer mod ræveskab. Dette fordi skabmiderne kan være vanskelige at finde på hudskrabet. Ulempen ved dette er, at hvis dyret har haft ræveskab tidligere i sit liv, er der en risiko for at det stadig har antistoffer fra sidste gang, og derefter kan blodprøven være falsk positiv.

Samtidigt med der ledes efter parasitter, tages der ofte også prøver fra huden for at kontrollere, om der er for mange bakterier eller svampe på huden. Overdreven vækst af den normale hudflora kan føre til kløe. Hvis dyret har for mange svampe eller bakterier på huden, anbefales ofte bade med medicinsk shampoo eller overfladisk behandling (topikal behandling) med bakteriedræbende og/eller svampedræbende midler (f.eks. klorhexidinshampoo). Nogle gange kan en sådan overfladisk behandling være nok til at slippe af med kløen. Hvis kløen og bakterierne/svampene vender tilbage, fortsætter man hududredningen, da mange allergiske katte og hunde har problemer med hudinfektioner som følge af allergien.

Læs også: Hotspot hos hunde

Forskellige prøver fra hud og pels

Dyrlægen vil normalt tage prøver fra huden, for at se om der f.eks. er bakterier eller svampe i huden, eller om der er parasitter. Eksempelvis:

  • Hudskrab: Dyrlægen skraber på huden med f.eks. en skalpel for at kunne få fat i hudcellerne som man bruger til at kigge efter forskellige typer parasitter med under et mikroskop. Ofte er det nødvendigt at give dyret noget beroligende, da man skal skrabe til det bløder, for at kunne få fat hvor parasitterne bor (under hudoverfladen).

  • Celleprøve (cytologi): kan tages ved hjælp af vatpinde, tape el.lign., der presses mod huden og overføres til et objektglas. Testen bruges til at se om der er for mange bakterier eller svampe på huden. Hvis dyret har bumser, hævelser eller knuder på huden, kan man bruge en nål og suge de indvendige celler ud, for at se hvad der er i dem.

  • Bakteriedyrkning: Hvis dyret har mange bakterier i huden (f.eks. en hudinfektion eller en grim ørebetændelse), kan dyrlægen tage prøver og sende dem til dyrkning for at finde ud af, hvilken type bakterier det er, og hvilken antibiotika der kan være egnet, hvis dyret har brug for en sådan behandling.

  • Børstetest: Kan tages ved mistanke om ringorm. Ofte plukkes en lille hårtot, eller man kan børste pelsen igennem med en tandbørste, som man derefter sender til analyse på et laboratorie.

  • Biopsi: En lille prøve tages fra huden (ofte med en speciel biopsitang/punch) og sendes til laboratorie for analyse. Prøvetagningen sker i fuld narkose.

Læs også: Hyppige spørgsmål om kløe og allergi

Eliminationsdiæt – trin 2 i hududredningen

Hvis dyrlægen ikke finder nogle parasitter i huden, og kløen ikke forsvinder selvom dyret er sluppet af med hudinfektioner (ofte ved shampoovask eller overfladisk lokal behandling med bakterie- og svampedræbende produkter), kan næste trin være en eliminations-/udelukkelsesdiæt for at se, om dyret reagerer på noget i foderet. Ideen med eliminationsdiæten er at finde ud af, om dyrets kløe/hudproblemer er knyttet til noget i foderet. På dette tidspunkt finder man ikke ud af, hvad dyret reagerer på - kun hvis det reagerer eller ej.

Før man starter en eliminationsdiæt, er det godt hvis man har kunne behandle eventuelle overdrevne svampe- og bakterievækster på huden (hvad dyrlægen ledte efter i hudprøverne), Dette er fordi for mange svampe og bakterier på huden kan forårsage kløe, og så kan det være sværere at fortolke svaret på eliminationsdiæten.

Hvordan vælger man hvilket foder dyret skal spise til eliminationsdiæten? Ved foderallergi reagerer dyret på noget i foderet. Dette skyldes oftest protein/proteiner, som dyret reagerer på. Normalt udvikler dyret en allergi over for noget, det har spist i lang tid (foder og/eller godbidder). Derfor forsøger man enten at finde et foder, der indeholder "nye" proteinkilder (f.eks. hesteprotein eller andet som dyret ikke har prøvet før), eller man vælger et foder, hvor proteinet nedbrudt i så små dele, at dyrets immunforsvar ikke kan genkende det, og derfor ikke vil reagere på det. Bemærk, at dyr med foderallergi ikke er allergiske over for alt protein, men for visse typer proteiner! Den type protein, som det er mest almindeligt at være allergisk over for, har varieret over tid. På nuværende tidspunkt er allergi mod f.eks. kyllingeprotein ret almindelig, men tidligere så man oftere allergi mod oksekødsprotein. Dette skyldes sandsynligvis at meget foder i øjeblikket indeholder kylling, mens det tidligere var mere almindeligt med oksekød i foderet. Det antages derfor, at hvis dyret er tilbøjeligt til at udvikle en foderallergi, risikerer det at blive allergisk over for noget af det foder, det ofte spiser eller har spist.

Det anbefales kraftigt, at man tager hjælp og rådgivning fra en hudkyndig dyrlæge, når man vælger hvilket foder dyret skal have under eliminationsdiæten. Det kan nemlig være svært at læse og forstå indholdsfortegnelser på forskellige foderpakker, og nogle gange kan det være nødvendigt at gennemgå indholdet af foder og godbidder, som dyret har spist tidligere i sit liv. Der er også foder, der hævdes at indeholde hydrolyseret protein eller at det er "allergivenligt", men dette betyder ikke nødvendigvis, at det er egnet for alle individer til at bruge som en eliminationsdiæt. (Det er også blevet påvist, at noget foder der markedsføres som kun at indeholde én proteinkilde, i virkeligheden også indeholder andre proteinkilder. Læs evt. om studiet her). Under eliminationsdiæten må dyret ikke spise noget andet end det anbefalede foder! Ingen godbidder, ingen rester, ingen tyggeben, ingen aromatiske kosttilskud eller dyretandpasta, medmindre dyrlægen kan godkende det.

Når dyret er færdigt med sin eliminationsdiæt (det tager normalt 8-10 uger), laver man en såkaldt "provokation". Provokationen betyder at give dyret alt hvad det spiste før eliminationsdiæten igen.

Dyrlægen vil ofte anbefale at se dyret til en kontrol et stykke inde i eliminationsdiæten og efter provokationen, for at kunne vurdere hvordan huden ser ud.

Hvis dyret bliver helt god i huden, og kløen forsvinder under eliminationsdiæten, og problemerne kommer tilbage under provokationen, ved man, at der er noget i foderet, som dyret reagerer på. Hvis dyret ikke bliver bedre eller værre under eliminationsdiæten, og der ikke er nogen forskel under provokationen, så ved man, at problemerne ikke har noget at gøre med foderet. Hvis dyret derimod bliver lidt bedre under diæten (men ikke helt god) og derefter lidt værre igen under provokationen, er det sandsynligvis tilfældet, at dyret reagerer på noget i foderet, men at der er også en anden årsag til hudproblemerne/kløen.

Bemærk! Der findes nu blodprøver, som kan kontrollere, om dyret har antistoffer mod forskellige fødevarer. Dette kan nogle gange være til hjælp, når man vælger ingredienser i eliminationsdiæten, så vælger man en ingrediens som testen ikke giver udslag ved. Desværre er det ikke muligt at teste for hvilken proteinkilde dyret er allergisk over for, da raske hunde uden allergi eller kløe kan have antistoffer mod forskellige proteinkilder. På nuværende tidspunkt er eliminationsdiæten altså den eneste måde at vide, om dyret har foderallergi.

Allergi mod noget i miljøet – trin 3 i udredningen

For hunde og katte der klør/slikker sig på trods af, at man har udelukket om dyrets problemer skyldes parasitter i huden, bakterier/svampe eller foderallergi, kan man mistænke, at dyret er allergisk mod noget i miljøet/omgivelserne.

Læs også: Kløe og atopi/miljøallergi hos hunde

For at komme nærmere hvad dyret reagerer på i miljøet, og for at eventuelt kunne udvikle en allergivaccine til dyret, kan man lave en priktest eller udtage en blodprøve (Heska Allercept).

Obs! Det er vigtigt at være opmærksom på, at man ikke kan diagnosticere allergi via en blodprøve - blodprøven er kun en hjælp til hvordan man bedst skal behandle dyret, når man allerede er sikker på, at det rent faktisk har allergi. Selv raske hunde og katte uden kløe kan nemlig have høje antistoffer mod forskellige stoffer i miljøet. Dette betyder, at det normalt ikke er relevant at tage blodprøver for at lede efter antistofniveauer mod stoffer i miljøet, før efter at hudparasitter er blevet udelukket, og der er foretaget en eliminationsdiæt.

Meningen med at tage blodprøver eller at lave en priktest, er altså at få ledetråde til hvad dyret mest sandsynligt reagerer på. Informationerne fra blodprøven kan derefter anvendes til at udvikle en allergivaccine, som man kan give dyret for at forsøge på at mindske symptomerne på allergien (vaccinen gives som sprøjte under huden eller som dråber i munden, ofte livsvarigt) eller for at få hjælp til at undgå de stoffer, man mistænker udløser allergien.

Er du bekymret for dit kæledyr? Kontakt altid en dyrlæge!

Hos FirstVet kan du altid få hjælp til en indledende vurdering af dit dyr.Få råd, behandling eller henvisning fra en erfaren dyrlæge via videokonsultation her!

Flere artikler om Hund